Vi serverer mad med kærlighed
Når køkkendamerne i Kastrup-Tårnby mødes fire gange om året, bliver der snakket mad til børn og ældre, udvekslet gode idéer og byttet opskrifter.
- Vi har glæde af køkkenklubben, fordi vi sætter en faglig stolthed i at lave gode, sunde og fristende måltider, der hele tiden skal finpudses og udvikles, siger flere deltagere.
Denne mødedag sidst i november er her 13 køkkendamer og en køkkenmand. Flere kan ikke være med i dag, fordi de er bundet af sygdom i institutionerne.
Køkkenklubben har i mange år haft husly i 3F fagforeningens store bygning på Saltværksvej, så de kan mødes bekvemt.
De starter dagen med at stille hver sin indpakkede ret til julefrokosten op på buffet-bordet. Men før der bliver set og smagt på lækkerierne, planlægger de lige kommende aktiviteter.
Inspirerende besøg
- Hvad skal vi så mødes om næste år? spørger klubformand Yvonne Herold.
De beslutter at mødes i sidst i januar til ’Kultur-rejser’. – De tager rundt og besøger hinandens køkkener for at kigge kollegaen over skulderen. – Hvorfor gør du sådan? Og hvad siger ’dine’ små børn eller ældre danskere til jordskokker, sushi eller somosa’er?
- Det giver inspiration til at prøve nye retter med andre farve- og smags-sammensætninger, siger ernæringsassistenten Yvonne.
Køkkenklubben samler nemlig både køkkenmedhjælpere og ernæringsassistenter. Og møderne byder også på, hvad der sker af fagligt nyt i kommunen som kurser, hæve-sænke-borde og meget andet.
Som klubformand mailer Yvonne Herold også rundt til medlemmerne, så de bedre kan følge med i klubbens aktiviteter og den faglige udvikling på området i kommunen.
- Jeg kan kun anbefale andre køkkenmedhjælpere i KLS at springe på og deltage i køkkenklubber, der mødes i lokalområdet. Det kan interesserede få oplysning om i fagforeningen.