Corydon erkender forhastet udlicitering
Efter en uges heftig kritik meldte S-finansminister Bjarne Corydon 24. februar, at konsulent-analysen af offentlig udlicitering bliver sendt i nyt udbud og først skal afsluttes til sommer.
Konsulenthuset McKinsey var ellers allerede i januar gået i gang med opgaven for regeringen – at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan konkurrencen kunne øges i det offentlige især inden for ældreomsorg og børnepasning.
Men nu genudbydes opgaven, så alle konsulent-virksomheder kan tilbyde sig – og den afsluttende rapport skal ikke foreligge 19. marts men 3-4 måneder senere.
Det overrasker ikke lektor Ole Helby Petersen fra RUC:
”Det var urealistisk at kunne udarbejde en grundig analyse på to måneder. Men jeg har også svært ved at se, at man kan gennemføre så omfattende en analyse på så kort tid frem til sommer.”
Kommunalforsker Roger Buch vurderer ifølge Jyllands-Posten 25.2., at igangsættelsen af analysen i sig selv er et politisk signal:
”Det er et klart udtryk for, at regeringen ønsker at gå endnu mere i retning af udlicitering – ellers havde Corydon ikke bestilt analysen.”