FOA gør sig klar til OK-15 kamp med kommunerne
FOA signalerer med opkrævning af et ekstra strejkekontingent, at fagforbundet er klar til at tage kampen op mod aggressive arbejdsgivere og truslen om lockouter ved de kommende forhandlinger om overenskomst 2015.
I 20 år har FOAs medlemmer ikke betalt strejkekontingent. Og selv om der i 2008 blev brugt 200 millioner kr. af strejkekassen ved OK-konflikten med vægt på sosu’erne, var det ikke nødvendigt at fylde kassen op.
”Hvor vi i 2008 havde først 10 procent og senere 15 procent af medlemmerne i strejke, er meldingen fra KL, at en lockout ved overenskomst 2015 vil omfatte alle - bortset fra dem der skal være i nødberedskab,” sagde Dennis Kristensen på FOA-kongressen 1. november.
Forslaget om strejkekontingent blev vedtaget med 472 stemmer for, 93 stemmer imod og tre blanke. Hovedbestyrelsen ventes at vedtage et strejkekontingent på 10 kr. pr. måned, som alle medlemmer skal betale fra januar 2014.