Rengøringsassistenter presser udlicitering ud af Taastrup-budgettet
Rengøringsassistenter presser udlicitering ud af Taastrup-budgettet
De blev ved med at myldre hen foran indgangen til rådhuset og byrådssalen i Høje Taastrup. ”Hej, godt at se dig. - Narj, hvor er vi mange”
Det afgørende møde for byrøddernes vedtagelse af budget 2015 for Høje Taastrup Kommune startede torsdag 9. oktober kl. 18.00 i rådhuset. I ugevis havde byrådsflertallet en udlicitering af rengøringen stående i budgettet for at spare 3 millioner kr. Men efter pres og offentlig polemik blev udliciteringstruslen slettet i budgettet.
Fem minutter i ku’ de 120-130 rengøringsassistenter ikke vente længere, så de gik ind og fyldte byrådssalens tilhørerpladser med deres arbejdsuniformer.
Mens politikere og rådhus-ansatte forbavsede kiggede på – sjældent er byrådsmøder sådan et trækplaster, at borgere fylder tilhørerpladserne.
- Her har jeg aldrig været før. Men når vi kan glæde os over, at byrådspolitikerne har følt sig presset til at trække udlicitering af rengøringen ud af budgettet for næste år – så vil jeg også være her sammen med kollegerne for at markere den glædelige beslutning, siger en yngre rengøringsassistent. Hun kiggede undrende rundt i den store sal med det enorme hestesko-formede bord til de 21 kommunalpolitikere – med den konservative borgmester Mogens Ziegler i midten på dirigent-pladsen.
Socialdemokraternes ordfører, Thomas Bak er den eneste, som nævner det glædelige i – at rengøringsafdelingen ikke bliver udliciteret!
- Godt vi ikke skal udliciteres, for så sku’ vi løbe med benene på nakken, hvisker Jane.
Og kollegaen supplerer: - Det alt for hurtige arbejdstempo kan mine arme og ben altså ikke holde til. Men nu må vi se, om rengøringen mon skal effektiviseres.
Facebook-protester og avisindlæg
Arbejdsmiljørepræsentant Mette Marborg er lettet og stolt:
– Vi har kunnet læse i lokalavisen 8. oktober, at vi ikke bliver sendt i udbud – det er bare super. Vi véd jo ikke, om det er fordi, vi har været oppe på tæerne og protesteret. Men vi er i hvert fald alle blevet klogere på, hvad vi skal gøre – hvis udlicitering igen kommer på bordet.
Kommunens Facebook-forside har de seneste uger været præget af en håndfuld indlæg mod udlicitering fra rengøringsassistenter:
”Kommunen har et godt team i rengøringsafdelingen. Det kan ikke være rigtigt, at man igen vil prøve at privatisere rengøringen,” skrev Jittya Chotipanang.
”Vi fra rengøringen på Baldersbo plejecenter vil være kede af at miste vores arbejdsplads. Så nej til udlicitering,” skrev Tina, maj Britt, Lijuan og Elsalina.
Dorte J: ”Nej til udlicitering af rengøringsafdelingen. Jeg vil ikke miste mit job”.
Og i et stort debatindlæg havde Peter Kromann som mand til en rengøringsassistent skrevet i Taastrup Lokalavis allerede 18. september: ”I budget 2015 prøver Venstre med støttepartier igen at udlicitere vores velfungerende rengøringskorps i kommunen. Det vil være en eklatant fejl at tro, at et privat firma kan udføre opgaverne med samme kvalitet som det nuværende korps af engagerede medarbejdere. - Vi kan forudse, at private byder ind med urealistiske priser, der forringer rengøringen.”
Mette Marborg: - Vi afslutter hele forløbet med at møde op i byrådsalen iført vores arbejdstøj, så alle ka’ se, vi kommer fra kommunens rengøringsafdeling.