Fredensborg smider Forenede Service ud
Tirsdag 24. januar besluttede økonomiudvalget i Fredensborg Kommune at opfordre byrådet til, at kommunen skal smide Danmarks næststørste rengøringsselskab, Forenede Service, på porten. For det private rengøringsfirmas medejer, Michael Krogh, fik en dom for groft skattesvig, da retten i Lyngby idømte ham ubetinget fængsel i 2½ år og en tillægsbøde på 11 millioner kr. til statskassen 17. januar.
”Vi vil ikke have et samarbejde med virksomheder, som ikke overholder dansk lovgivning - og især ikke når det handler om skattesnyd. I Fredensborg Kommune har vi en etik og moral, som vi gerne vil leve op til”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen til Fagbladet 3F.
Forenede Service har i årevis vundet udbuddene i Fredensborg Kommune – selv om rengøring-selskabet frem til 2012 brugte underleverandører, som 3F har kritiseret for at have ansat medarbejdere under slavelignende forhold. I en stribe retssager er firmaet blevet idømt bøder for over 2 mio. kr. for at bruge illegale udlændinge til rengøring 2007-2015.
Fagforbundet 3 F har sikret efterbetalinger for 10,5 millioner kr. fra Forenede Service siden 2011. I 150 medlemsager har rengøringsfolk især fået for lidt i løn og er blevet snydt for tillæg og arbejdstimer.
Danmarks næststørste rengøringsfirma Forenede Service har i flere år stået for rengøringen på 2.000 offentlige skoler, børnehaver og sygehuse, samt hos forsvaret og private virksomheder som Danske Bank. 1. juni 2016 blev firmaet smidt ud af SKAT som følge af skattesvindel-sagen.