Med hjælp fra KLS, så lønsedlen pludselig meget bedre ud!
Et nyt medlem, som blev ansat sidste år pr. 01.11.21, har nu ved fagforeningens hjælp fået forhandlet mere i løn.
Medlemmet har fra hjemlandet en uddannelse indenfor Gastronomi og tilberedning af fødevarer. Og disse uddannelsespapirer har hun - efter råd fra fagforeningen - fået oversat til dansk, og derpå har vi indledt en ny forhandling med arbejdsgiver. Og det resulterede i, at medlemmet med tilbagevirkende kraft fra den 01.11.21 får 3 individuelle kvalifikationstrin med baggrund i hendes uddannelse og dertil endnu et kvalifikationstillæg på kr. 5000,- her fra 01.08.22 – alt sammen pensionsgivende.
De fleste arbejdsgivere vil gerne forhandle løn, men vil også have dokumentation for evt. uddannelse, erfaring fra tidligere m.v. – så det er altid en god ide forud for en lønforhandling at have disse ting parate – så vi kan argumentere for det, vi indstiller til en forhandling.
Medlemmet er glad og spændt på at se, hvor meget hendes løn kommer til at stige på august lønsedlen.
Og endnu en god lønhistorie
Et andet medlem har også fået forhandlet mere i løn. Hun har før været ansat i et privat rengøringsfirma og har samlet set langt mere end 10 års erfaring med arbejdet som rengøringsassistent fra tidligere ansættelser.
Hun er nu blevet virksomhedsoverdraget til en selvejende institution med driftsoverenskomst med kommunen og i forhold til en virksomhedsoverdragelse, så skal hun overgå til den nye arbejdsgiver med samme løn, som hun plejer.
Det private firma hvor hun har været ansat før, har dog ingen overenskomst. Og hun har derfor været vant til kun at få kr. 140.- i timen (lige knap løntrin 12) og uden ret til pension. Fagforeningen har nu forhandlet sig frem til, at hun får løntrin 22 samt et personlig tillæg på kr. 4000.-, hvilket giver hende ca. kr. 168.- i timen før skat – altså en lønfremgang på ca. kr. 28 i timen.
Endnu et par eksempler på at det kan betale sig at være medlem af den forhandlingsberettiget fagforening.