Store bededags tillæg
Kære alle
Vi har på det seneste modtaget en del henvendelser fra forskellige medlemmer, der undrer sig over, at St. Bededagstillægget er forsvundet fra deres lønseddel.
Dette skyldes ikke en fejl, men at vi ved OK 24-26 har aftalt med arbejdsgiverne, at man fremover – fra den 1. maj 2024 – ikke længere vil modtage tillægget pr. måned. I stedet vil det blive udbetalt samlet i april måned. Første gang dette sker, er i april 2025 sammen med lønnen og det særlige ferietillæg, man har ret til i henhold til overenskomsten.
De af jer, der er ansat i en kommune på en kommunal overenskomst som ikke-faglært køkken-/rengøringsmedhjælper eller som rengøringstekniker/erhvervsuddannet serviceassistent, vil sammen med jeres særlige ferietillæg på 1,35 % for perioden 1. januar 2024 – 31. december 2024 også få udbetalt værdien af jeres St. Bededagstillæg på 0,53 % for perioden 1. maj 2024 – 31. december 2024, lagt oven i det særlige ferietillæg.
Mens de af jer, der er ansat i regionen som husassistenter, vil få jeres særlige ferietillæg på 1,4 % for perioden 1. januar 2024 – 31. december 2024, samt værdien af St. Bededagstillægget på 0,54 % for perioden 1. maj 2024 – 31. december 2024, lagt oven i det særlige ferietillæg.
Fremover vil værdien af St. Bededagstillægget blive opgjort for hele kalenderåret, ligesom det særlige ferietillæg, for perioden 1. januar – 31. december hvert år – forudsat at man har været ansat i hele perioden.