Orientering om OK24 i Teknik- og Servicesektoren

Teknik- og Servicesektoren i Forbundet er i fuld gang med at forberede de egentlige forhandlinger med KL og DR.

Som I kan læse, så er Forhandlingsfællesskabet allerede i fuld gang med at få lagt de store sten på plads. Det i sig selv er virkelig svært, for som I måske har hørt, så er vi meget langt fra hinanden, hvad angår den samlede ramme og størrelsen på organisationspuljerne.

Rammen er den der bestemmer, hvor mange procent af den samlede lønsum vi har at lave generelle forbedringer med, og det er også fra den samlede ramme, at man tager en procentsats ud til organisationsforhandlinger. 
Vi har længe krævet en 2-cifret ramme inspireret af det private forlig, der lå på omkring 10,5%, og dernæst har vi bedt om betydelige organisationspuljer. Hvad der ligger i ’betydelige’ er jo lidt floffy, men gerne i nærheden af 3%. 

Der er ingen tvivl om at arbejdsgiver ser det her helt anderledes, og har lagt fra land med en samlet ramme på 8,3-8,8% og organisationsmidler som vi plejer. Altså ca. 0,5%.

Som I kan se, er Forhandlingsfællesskabet og arbejdsgiver meget langt fra hinanden og det er jo ikke til at spå om, hvor den lander, hvis den overhovedet gør det. 
Derfor så afventer vi stadig de egentlige forhandlinger på det tekniske område, men vi spilder ikke tiden. Vi er i fuld gang med de forberedende øvelser, hvor der regnes og udveksles krav og synspunkter. 

Sektoren har et krav om betalt spisepause og om seniordage fra 58 år og det møder kolossal modstand, og der er ingen tvivl om at det er de to krav, der bliver sværest at komme videre med. 

Så er der sat gang i særligt tre arbejdsgrupper på vores område. 
En på teknik- og serviceoverenskomsten hvor der kigges på vores krav om forenkling af lønstrukturen samt en struktur der gør det mere attraktivt at uddanne sig til ejendomsservicetekniker. 
En arbejdsgruppe der skal kigge på stillings- og lønstruktur på beredskabsområdet, og en sidste der sidder med en ny arbejdstidsaftale på ambulanceområdet. 

Dernæst er KL i gang med at regne på alle vores krav omkring grundlønsstigninger og pensionsforbedringer.
I arbejdet på teknik- og serviceoverenskomsten går det ikke godt – der er vi meget langt fra KL, men i de to andre arbejdsgrupper er der fremdrift og en forhåbning om, at vi kan blive enige om noget. 

Alt afhænger selvfølgelig af de endelige og samlede forhandlinger og ikke mindst organisationspuljens størrelse. 

Bliver den på 0,5%, så når vi ikke langt med vores specielle krav, men bliver den på 3%, så kan vi flere steder skabe de nødvendige forandringer, så det bliver rigtig spændende. Når vi kender rammen, så skal vi snakke om hvordan vi så prioriterer denne ramme.

De bedste hilsner

Thomas Brücker
Sektorformand
Teknik- og Servicesektoren