Ny formand for LO-Aalborg

Ny formand for LO Aalborg


Pressemeddelelse fra LO Aalborg 


LO Aalborg har på sit årlige repræsentantskabsmøde den 18. marts 2009 valgt ny formand efter Kaj Poulsen, der gik bort 10. januar. Et enigt repræsentantskab valgte Anna Kirsten Olesen fra HK, nuværende gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Aalborg og tidligere fællestillidsrepræsentant ved Aalborg kommune.

I sin takketale sagde Anna Kirsten blandt andet følgende. "Der er masser af udfordringer, at give sig i kast med som LO formand.

  • Den stigende arbejdsløshed! Det er nu, at vi skal rykke på efteruddannelsesområdet, jobrotationsprojekter, så vi får vendt den negative spiral.
  • Der mangler praktikpladser og fagbevægelsen har en opgave i at være medvirkende til at få den oprettet i samarbejde med arbejdsgiverne.
  • Arbejdsmiljøet og ikke mindst den opgave, der venter med at få gjort begribeligt, at det er vigtigt at være medlem af en fagforening."

LO Aalborg ønsker en rådmand for beskæftigelsesområdet

Den kommende kommunalisering af jobcentrene fik et par ord med på vejen fra den afgående formand Ivan Zigler, der i den mundtlige beretning sagde:

  "Der er en række udfordringer, der relaterer sig til kommunernes overtagelse af jobcentrene senere på året, som vi skal finde løsninger på. LO Aalborg mener, der skal være så meget fokus på den arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesmæssige indsats, at det bør adskilles fra den sociale indsats. Derfor er det nødvendigt, at drøfte strukturen med afsæt i en selvstændig forvaltning og rådmand for området."

Yderligere oplysninger hos:

LO Formand Anna Kirsten Olesen på tlf: 40 46 44 13

LO konsulent Morten B. Christensen på tlf: 25 20 09 08