• Læs op
• Udskriv

Sørens far har penge, og ko og kalv i vænge og hø og halm i lo,

Lille far har ingen ko, og han har ingen penge.

Sådan lyder de første verselinjer fra en gammel, kendt børnesang, og efter et årti med de borgerlige ved roret, nærmer vi os med uhyggelig fart den tilstand, som sangen beskriver.

I de ti år VK har stået ved rorpinden, har de formået at sætte årtiers fremskridt inden for fattigdomsbekæmpelse over styr.

Tidligere regeringers kamp for at komme den negative sociale arv til livs har de givet fingeren, og har i stedet gennemført den ene ulighedsskabende politik efter den anden.

De rige er blevet rigere, og de fattige er blevet rigtigt fattige.

Men der er dem, der har betragtet tiden med borgerlig ledelse som én lang fest. Champagnepropper har sprunget. Den dyre rødvin blev bundet. Fedekalven er blevet slagtet og fortæret op til flere gange.

Jo, sikken fest, de har haft.

Men det var altså ikke alle, der var inviteret til festen. Fik I en indbydelse? Nej vel? Det er fordi, det var en meget eksklusiv fest. VIP's only, I ved. Ens tegnebog skulle have en vis tykkelse, før man kunne blive lukket ind.

Rigtig mange danskere måtte stå ude i kulden og se festlighederne udspille sig indenfor i varmen. De kunne se festdeltagerne få serveret den ene rødvinsreform efter den anden. En skattelettelse her og en skattelettelse der. Et gyldent håndtryk til direktør Hansen og en fed direktørbonus til direktør Jensen. 

Mange af os har nok prøvet at være med til de her fester, hvor klaveret bare spiller. Alle har det skide sjovt. Man har ikke lyst til at tage hjem. Men næste dag, når man vågner op med dundrende tømmermænd, så ville man måske ønske, at man ikke havde drukket de sidste par øl og taget hjem i ordentlig tid.

Det var lidt det, der skete for festdeltagerne til de riges fest. For da de finansielle tømmermænd begyndte at banke på, gik det lidt efter lidt op for dem, at man havde levet over evne. Måske var det ikke så smart at slagte fedekalven flere gange. Festen var blevet alt for dyr, og man havde ikke råd til at betale regningen for udskejelserne.

Men hvem skal så betale for gildet?

Det skal I!

I, som ikke var inviteret. I, som stod udenfor i kulden. Er det fair? Nej, det er ikke fair.

Det er ikke fair, at regeringen holder hånden over økonomisk uansvarlige banker med bankpakker i milliard-klassen, mens nedslidte lønmodtagere skal betale med deres surt optjente efterløn.

Det er ikke fair, at multinationale selskaber betaler nul og niks i skat, mens der skæres i dagpenge og uddannelse.

Det er ikke fair, at Lars Løkke fylder sine rige venners lommer med penge fra vores fælles velfærd, mens velfærdsstatens frontpersonale fyres over en bred kam.

Det er ikke fair, at direktører modtager millioner i bonusser og lønstigninger, mens social- og sundheds-personalet, dagplejere, pædagoger, husassistenter og teknik- og serviceansatte får tudet ørerne fulde med løntilbageholdenhed og mådehold.

Ja, jeg kunne blive ved.

Hvis de sidste ti år på nogen måde skal kunne betegnes som en fest, så er det en fest for egoismen og grådigheden. Men den har altså stået på gravøl for anstændigheden og fornuften.

I dag ser vi konsekvenserne af et årti i selvtilstrækkelighedens tegn. I grådighedens årti har vi set fattigdom og ulighed vise sit grimme ansigt. Gruppen af meget fattige mennesker er eksploderet. I dag lever mere end 100.000 personer med en årsindkomst på omkring 70.000 kr. Og andelen af børn, der vokser op i meget fattige hjem er steget med 65 procent siden 2001.

Så mens Sørens far har måttet lave en tilbygning til sin hastigt voksende besætning, er Lille Far blevet endnu fattigere

Denne udvikling er ikke noget, der bare er sket af sig selv. Der ligger politiske beslutninger og prioriteringer bag. Dagpengeperioden er blevet forkortet fra fire til to år; der er givet skattelettelser, som kun er kommet de rige til gode; starthjælpen har kastet flygtninge og indvandrere ud i fattigdom, og der er skåret kraftigt på efteruddannelse.

Herudover ønsker VK at skære i SU'en, gøre det endnu sværere at få ret til førtidspension og at afskaffe efterlønnen. Ja, sparekniven har virkelig været i brug og den hvæsses fortsat. Stykke for stykke har VKO skåret i vores alles kernevelfærd. Det er sådan VKO prioriterer. Vi har set det gang på gang. 

Efterlønnen har jo været en varm kartoffel, siden Lars Løkke holdt sin nytårstale. Og selvom det var forfriskende endelig at høre ham melde klart ud, så kunne vi i FOA ikke være mere uenig i hans udmeldinger. 

 
I nytårstalen fortalte lille Lars fra Græsted os, at nu gik den ikke længere. Efterlønnen måtte afskaffes, lød budskabet. For velfærdssamfundets skyld forstås. Præcis hvordan man forsvarer velfærdssamfundet ved at afvikle kernevelfærden, kan virke lidt underligt og selvmodsigende for os almindelige mennesker. Men det må vel bero på en særlig logik, som kun er borgerlige politikere forundt.  

Heldigvis kunne lille Lars berolige os med, at det slet ikke var så galt at afskaffe efterlønnen. For efterlønnere er jo ikke mere syge og nedslidte end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet.

Men han talte imod bedre vidende. Det har efterhånden adskillelige tal vist. Ja, selv tal fra beskæftigelsesministeriet har vist, at jo, efterlønnere har et dårligere helbred. Efterlønnere er mere nedslidte.  

Og det er de, fordi de i modsætning til akademikere og andre med lange, dyre uddannelser kom ud på arbejdsmarkedet i en alder af 16-17 år og siden har knoklet i fysisk og psykisk nedslidende job. På den måde har de over skattebilletten været med til at sponsere akademikernes lange uddannelser. 

Derfor synes jeg, at det er en hån imod disse mennesker, når VK mere eller mindre direkte beskylder dem for dovenskab og samfundsnasseri. 

Efterlønnen er en del af vores kernevelfærd, som er med til at sikre en mere retfærdig fordeling af gode leveår. En afskaffelse af efterlønnen vil derfor føre til øget ulighed.  Men det er måske det, de netop vil. Skabe mere ulighed. Det ville i hvert fald være i fin tråd med deres øvrige politik.

**** 

Det er ikke, fordi vi i FOA ikke anerkender, at vi som samfund står over for nogle alvorlige udfordringer i de kommende år. 

Jo, vi har en udfordring med at få de offentlige indtægter og udgifter til at stemme overens. Jo, vi har en udfordring med at sørge for den nødvendige arbejdskraft. Men når Lars Løkke fremstiller det, som om den eneste måde at løse udfordringerne på er ved at afskaffe efterlønnen, så stopper enigheden. 

For det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Og der kan efterhånden ikke være tvivl om, at VK-regeringen prioriterer skattelettelser til deres rige kernevælgere frem for vores allesammens velfærd. I sin nytårstale kunne vi høre Lars Løkke fortælle, at man kan spare 16 milliarder kr. ved at afskaffe efterlønnen, og at dette svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Det er muligvis sandt, selvom jeg kan have min tvivl. Men tænk engang, hvad vi så ville kunne få råd til af velfærd for de 50 mia. kr. VK har puttet direkte ned i lommerne på deres rige venner. 

Løkke mener også, at en afskaffelse af efterlønnen vil sikre den fornødne arbejdskraft på fremtidens arbejdsmarked. Her er vi heller ikke enige. Folk bliver ikke mindre nedslidte af, at man afskaffer efterlønnen. Men hvor er det typisk for VK-regeringen at basere deres politik på piskens snertende svirp frem for gulerodens sprøde og sunde næring. 

Igen og igen lader VK-regeringen pisken smælde hen over ryggen på de svageste i samfundet. På vores syge. På vores gamle. På de fattige. På de nedslidte. Regeringens ”gør som vi siger, ellers-politik” er en falliterklæring og vidner om en regering, der ikke stoler på, at danske borgere ønsker at bidrage positivt til samfundet. Det er et meget uheldigt menneskesyn, hvis I spørger mig. 

****

Heldigvis findes der politiske alternativer til VKO's asociale beskæring af kernevelfærden.

S og SF's bud på, hvordan man kan løse udfordringerne er langt mere retfærdige og har ikke en afvikling af velfærdsstaten som skjult dagsorden. 

I ”Fair løsning” anerkender S og SF udfordringerne, men i stedet for at gå ”sparevejen” foreslår de, at vi som samfund arbejder og investerer os ud af krisen.  

Den plan kan FOA bedre støtte op om, frem for regeringens såkaldte ”genopretningsplan” og ”2020-plan”, som udelukkende rammer de svageste grupper i samfundet. 

I ”Fair løsning” lægges op til en mere retfærdig byrdefordeling. Her har man en forståelse for, at vi må løfte i samlet flok. Og man har en helt anden opfattelse af, hvordan vi sikrer vores velfærdsstat.  

I stedet for at barbere i vores velfærd, foreslår S og SF, at vi omvendt laver velfærdsinvesteringer. At vi fremrykker offentlige investeringer for 10 mia. kroner. Penge som skal investeres i bedre arbejdsmiljø, i børnepasning, ældrepleje, en bedre folkeskole og et sundhedsvæsen i verdensklasse.  

Og så foreslås det, at vi danskere – når der engang er kommet gang i væksten - alle sammen skal tage en ekstra tørn. Vi er nødt til at arbejde lidt mere for at få det hele til at hænge sammen. Det vil vi i FOA som udgangspunkt gerne være med til. Men ikke uden betingelser. 

I FOA's debatoplæg ”Flere hænder” foreslår vi syv reformer, som skal være med til at sikre vækst og fremskridt i Danmark. En stor del af disse reformer er orienteret imod at sørge for, at vi i fremtiden ikke kommer til at mangle arbejdskraft. En vigtig betingelse, vi ikke kommer udenom, er bedre arbejdsmiljø.  

For skal vi til at arbejde mere, skal der først og fremmest gøres noget ved de elendige forhold, mange må arbejde under i dag. Det er ikke forsvarligt, hverken økonomisk eller menneskeligt, at arbejdslivet invaliderer os i den grad, det gør i dag. Så skal der lægges flere timer på arbejdsmarkedet, må og skal arbejdsforholdene være i orden. Ellers ender det bare i endnu mere stress og nedslidning.

****

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at FOA foretrækker investering og gulerødder frem for minus-vækst og pisk.

Vi foretrækker et velfærdssamfund, hvor arbejderens og direktørens børn har lige muligheder for at forme deres liv, som de vil.

Et velfærdssamfund, hvor sundhed ikke er noget, der er forbeholdt dem, der har råd til sundhedsforsikringer.

Et velfærdssamfund, hvor de bredeste skuldre løfter de tungeste læs.

Et velfærdssamfund, hvor alle bliver inviteret med, når der skal holdes fest.

Tak for at I lyttede.

Tak for ordet.

Fortsat rigtig god 1. maj-demonstration.