Politik med hovedet under armen

I to artikler i Nordjyske 23. juni 2011, konstaterer Rådmand Tina French Nielsen overrasket, at der er flere ældre i Aalborg Kommune med behov for personlig og praktisk hjælp, end der var forudsætningen for budgetlægningen for 2011.

Dette vil ifølge Rådmanden medføre en merudgift på 12-13 millioner. Ifølge Rådmanden er det kun en forsmag på hvad der venter.

Det der bringer mig til tasterne er det groteske i, at samtidig med at der konstateres et øget behov for personlig pleje og bistand er selv samme forvaltning i gang med at reducere antallet af plejepersonale på området. Alene i område Centrum er der fra ledelsesgruppens side konstateret, at der pr. 1. september 2011 vil være 16 medarbejdere i overtal. Konsekvensen af den fejlslagne budgetlægning risikerer at blive afskedigelse af ansatte på trods af et konstateret øget behov for omsorg og pleje.

Af artiklen fremgår det, at Rådmand og Borgmester er uenige om hvem der vidste hvad, og hvem der har ansvaret for de oprindelige oplysninger om behov for hjælp og antallet af ældre.

Det de i virkeligheden begge burde bekymre sig om og tage ansvaret for, er at sikre en anstændig og velfungerende indsats på ældreområdet. Opgaven for politikerne må være at anvise ressourcer og sørge for, at der er et tilstrækkeligt antal uddannet personale til at varetage de behov politikerne selv har erkendt.