• Læs op
• Udskriv

Rent praktisk forestiller hun sig, at hver kommune skal udpege et distrikt, der omfatter eksempelvis 20 procent af alle plejevisiterede borgere. Her sættes plejeopgaven så i udbud, og det firma, som kommer med det bedste bud, bestemmer prisen, som andre eventuelt interesserede private leverandører så også skal rette sig efter. I dette distrikt skal det så udelukkende være private leverandører, der står for hjemmeplejen. Kommunen må ikke byde ind på opgaven. Det betyder, at borgere i disse distrikter ikke har muligheden for at vælge kommunal hjemmehjælp. Den form for tvang vil skabe utryghed hos de tusindvis af ældre, der rammes af forslaget. Mange ældre vil derved miste deres hjemmehjælp, som de kender og føler sig trygge ved. Dette er ikke acceptabelt.   

I FOA mener vi, at udlicitering og privatisering af offentlige velfærdsydelser er gået alt for langt, og at opgaverne skal tilbage i fællesskabets hænder. I dag står private firmaer for omkring 25 procent af de kommunale opgaver imod 15 procent i starten af 90'erne. Udviklingen er sket uden beviser for, om det overhovedet betaler sig økonomisk og til trods for flere eksempler, der peger i retning af, at det faktisk bliver dyrere. En af forklaringerne på, at udlicitering kan vise sig at koste kommunen penge, ligger i alt det administrative bøvl, kommunerne har i forbindelse med klargøring af udbudsmateriale, behandling af klagesager og aktindsigter, tilsyn og kontrol. Der er faktisk så meget bøvl i forbindelse med udlicitering, at mange kommunaldirektører ikke mener, at det kan svare sig. Desuden ser man, at kvaliteten ofte forringes, og at udliciterede medarbejdere må arbejde under dårligere løn- og arbejdsvilkår.   

Indenrigsminister Bertel Haarder har også været ude med riven efter kommunerne for nylig, fordi han ikke mener, at kommunerne udliciterer nok velfærdsopgaver. VK-regeringen vil tvinge kommunerne til at udlicitere endnu mere. I 2015 er målet, at 31,5 procent af opgaverne skal være udbudt til private. Et mål som KL har afvist, men som ifølge Bertel Haarder slet ikke står til diskussion. Der skal bare udliciteres. Koste, hvad det vil.   

Trods et utal af udliciteringsfiaskoer inden for børnepasning, madlavning, rengøring og beskæftigelsesindsatsen har regeringen åbenbart ikke opgivet sine hede ideologiske drømme. Man tror så fuldt og fast på, at udbud af offentlige opgaver til enhver tid giver maksimal kvalitet for pengene, at man fuldstændigt dogmatisk lukker øjnene for beviser, der vidner om andet. Udlicitering er ikke en eller anden mirakelkur, som med et trylleslag kan løse kommunernes økonomiske problemer. Det er snarere en del af VK-regeringens ideologiske opgør med velfærdsstaten, som man ønsker at begrænse i videst mulig omfang.    

Det er usmageligt, at ældre borgere skal gøres til genstand for profit og forretning på denne måde. I FOA mener vi ikke, at velfærd kan reduceres til en vare på linje med køleskabe, biler og DVD-afspillere. Velfærd er derimod fællesskabets opfyldelse af individuelle behov. Der er brug for et opgør med vare-gørelsen af velfærden. Fru Jensens behov bliver ikke opfyldt bedre af at udlicitere hende til lavestbydende. Tværtimod. I stedet for konkurrence og udbud bør vi satse på samarbejde og fællesskab. Velfærden bliver ikke udviklet af en alles kamp imod alle, hvor hver aktør holder sine kort tæt ind til kroppen. Nej, velfærden bliver udviklet i et samarbejdende fællesskab, hvor logikken ikke bygger på den økonomiske bundlinje, men derimod på, hvordan vi kan forbedre og udvikle vores fælles velfærd.