Danske pengesedler
Colorbox

1,48 millioner til gode

Seks opskolede FOA-medlemmer fik for lidt i løn. Andre kan være berørt af samme fejl.

Er du blevet opskolet? Så har du måske penge til gode. Mange penge.

Det viser erfaringen her fra Aalborg, hvor seks FOA-medlemmer sammenlagt manglede at få udbetalt 1.480.000 kroner i løn. De er blevet opskolet fra sygehjælper til sosu-assistent og har alle fået for lidt løn siden omkring årtusindskiftet. Nogle af dem helt frem til i dag.

Med FOAs hjælp har de nu fået de penge, de havde til gode: mellem 146.000 og 340.800 kroner hver.

Endte på forkert løntrin
De seks medlemmer endte på et forkert løntrin og fik derfor for lidt i løn. Det gjorde de, fordi der den 1. april 1998 kom nye regler for lønanciennitetsdatoen, altså hvilket løntrin man er på i forhold til, hvor længe man har været i sin stilling. Fejlen skete, fordi de seks medlemmer blev opskolet før denne dato.

Da FOA Aalborg blev opmærksom på, at der kunne være et problem, efterlyste man opskolede medlemmer i afdelingens lokale blad, for at fejlen kunne blive rettet. Det fortæller Susanne Kramer Jensen, der er faglig konsulent i FOA Aalborg.

”Det fik et par stykker til at melde sig, og så har vi via mund til mund metoden fået flere sager ind. Og da vi fik regnet på tallene, kunne vi se, at der var sket fejl,” siger hun til foa.dk.

Er du også ramt?
Der kan sagtens være lignende fejl andre steder i landet, særligt hvis man er opskolet inden 1. april 1998. Derfor kan det være en god idé at henvende sig til sin lokale FOA-afdeling for at få tjekket, om fejlen er sket.

”Vi kan hurtigt se, om der er noget at komme efter. Og man skal ikke holde sig tilbage, bare fordi man ikke har gemt sine gamle lønsedler, ansættelsesbrev eller opskolingsbevis. Dem kan vi skaffe fra regionernes lønsystem," siger Susanne Kramer Jensen.