Papmennesker holder i hånd

Retten til at kæmpe for ordentlige arbejdsforhold

De borgerlige partier og Kristelig Fagbevægelse ønsker ved lov at forbyde lønmodtagernes ret til at kæmpe for løn- og arbejdsvilkår. De mener, at strejker og blokader er bøllemetoder, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund.

Af: Kristian Gaardsøe, formand, FOA Aalborg, Østerport 2, Aalborg

Men hvordan, spørger jeg, forestiller de sig så, at lønmodtagerne skal sikre sig rimelige arbejdsvilkår? Gennem dialog og forhandling, svarer Kristelig Fagbevægelses formand. Vi i LO-fagbevægelsen går bestemt også ind for dialog og forhandling. Det er sådan det almindeligvis starter og i sidste ende løses, når lønmodtagere og arbejdsgivere skal nå frem til de vilkår, som skal være gældende. Men det er altså ikke altid, at parterne kan nå frem til enighed, som Vejlegård-konflikten er et levende eksempel på.

Da Vejlegården fik ny indehaver, besluttede denne at opsige den eksisterende overenskomst med 3F for i stedet at tegne overenskomst med Kristelig Fagfagbevægelse. Dette betød, at de ansatte måtte acceptere en klart ringere overenskomst, hvis de ikke ville miste deres job. 3F’s modsvar var at iværksætte en såkaldt blokade, der i første omgang betød, at kokke og tjenere organiseret i 3F ikke kan arbejde for Vejlegården. Det var jo ikke det store problem for indehaveren, da han jo allerede havde lockoutet 3F’s medlemmer. Andre LO-forbund valgte så at igangsætte sympatiblokader, som vi har set ved, at f.eks. organiserede grafikere nægter at trykke Vejlegårdens annoncer, eller ved at postbudene ikke leverer post til virksomheden. Alt sammen foregår inden for de aftalte rammer. Indehaveren af Vejlegården har lov til at opsige overenskomsten, og fagforeningerne har ret til at svare med blokade. Intet nyt i det.

Alligevel vil Kristelig fagbevægelse og de borgerlige partier fratage lønmodtagerne denne mulighed for i fællesskab at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. De kalder det ”modernisering”. Jeg ser ingen modernisering i, at frarøve lønmodtagerne deres eneste reelle mulighed for at lægge pres på arbejdsgiverne for at sikre rimelige løn- og arbejdsvilkår. Uden retten til konflikt har lønmodtagerne reelt ikke noget at forhandle med, og Kristelig fagbevægelses fromme håb om dialog vil ikke have en kinamands chance. Uden konfliktretten vil det være arbejdsgiveren, der suverænt dikterer, hvilken løn du får; hvor mange timer, du skal arbejde og under hvilke forhold. Dette er IKKE i lønmodtagernes interesse.

Når vi som lønmodtagere i dag tjener en løn, der sikrer os et godt liv; en arbejdsuge på 37 timer i stedet for 55 timer og ret til 5 ugers ferie årligt, så er det ikke, fordi arbejdsgiverne godvilligt har foræret os disse forhold. Det er sket ved, at lønmodtagerne i fællesskab har lagt pres på arbejdsgiverne. Det har været en lang proces, hvori har indgået dialog og forhandling. Og hvor det ikke slog an, så igennem konflikt og arbejdskamp.

Når Kristelig Fagbevægelse og de borgerlige ønsker at stække fagbevægelsen ved at frarøve os retten til at gå i konflikt, vil det danske arbejdsmarked reelt blive bombet mere end 100 år tilbage til en tid, hvor man som lønmodtager arbejdede 12 timer om dagen 6 dage om ugen og stadig levede i fattigdom. Uden konfliktretten vil flere og flere arbejdsgivere slippe af sted med at indgå billigere overenskomster med de kristelige og andre gule fagforretninger, eller måske helt undlade at indgå overenskomst. Dermed vil lønmodtagernes løn- og arbejdsforhold hurtigt blive forringet, og årtiers arbejdskamp vil være spildt. Så når 3F og andre LO-forbund stædigt fortsætter blokaderne, er det ikke, fordi de er tøsefornærmede over, at indehaveren hellere vil skrive overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. Nej, de gør det for at kæmpe imod, at de kristelige discount-overenskomster ikke skal sprede sig til hele restaurationsbranchen, og i sidste ende til hele arbejdsmarkedet.

Den borgerlige fløj har desværre i stor udstrækning haft held med at fremstille Vejlegård-konflikten som den lille mands frihedskamp mod de store, stygge fagforeningsbosser. Men det er et letkøbt budskab. Det, som denne ”frihedskamp” i virkeligheden handler om, er arbejdsgiverens ret til frit at vælge på sine ansattes vegne. Og når én mand vælger på andre menneskers vegne, har det efter min opfattelse ikke noget med frihed at gøre. Tværtimod.