• Læs op
• Udskriv

”Hvor meget ville du selv være villig til at gå ned i løn i stedet for at blive afskediget fra dit job?” Dette hypotetiske dilemma er et udsnit af danske lønmodtagere blevet bedt om at tage stilling til i 2004, 2009 og nu i 2012. I 2004 svarede 16 % af de adspurgte, at de var villige til at gå 10 % ned i løn for at beholde deres job. Dette tal var i 2009, da finanskrisen havde bidt sig fast og ledigheden var stigende, vokset til 20 %. I dag i 2012 er tallet så vokset til intet mindre end 30 %!

Det synes jeg er et voldsomt og bekymrende holdningsskred, men det er samtidig ganske forståeligt, når man ser på den økonomiske og politiske udvikling inden for de seneste år. For det første kan det jo ikke helt benægtes, at Danmark står midt i en alvorlig økonomisk krise, som kræver ofre på mange fronter, men når det er sagt, mener jeg, at regeringen og den borgerlige opposition unødigt taler krisen op og fører en politik, som gør danske lønmodtagere usikre på fremtiden. Halveringen af dagpengeperioden og forlængelsen af optjeningsperioden er utvivlsomt også med til at få lønmodtagerne til at frygte ledighed og derfor i højere grad acceptere lønnedgang.

For det andet skal nævnes den hetz, der føres imod arbejdsløse. Borgerlige partier med Liberal Alliance i spidsen har i høj grad haft held med at mistænkeliggøre flittige danskere, som uforskyldt har mistet deres job på grund af krisen, som – skal vi huske – er forårsaget af griske pengemænd og ikke hårdtarbejdende lønmodtagere. De borgerlige partier ønsker at gøre arbejdsløshed til den enkeltes ansvar og et udtryk for en slap moral, og de ser i deres nyliberalistiske paranoia ”Doven Roberter” overalt, hvor end de ser. Denne stigmatisering af arbejdsløse er med til at øge frygten for at miste jobbet og dermed villigheden til at gå ned i løn.

Selv om dette holdningsskred derfor er ganske forståeligt, så er der efter min mening tale om en fejldiagnosticering af patienten (samfundsøkonomien). Og dermed opstår faren for fejlmedicinering (fejlsagen politik).

Fejldiagnosticeringen består i, at man fra arbejdsgiverside har været dygtige til at overbevise politikerne. Det gælder politikere på hele det politiske spektrum – lige fra SF til DF om, at den ugunstige økonomiske situation i Danmark skyldes, at lønmodtagerne får for meget i løn. Det er så med til at svække konkurrenceevnen, og at vi derfor taber eksportandele til andre mere konkurrencedygtige økonomier, hvor lønmodtagere går til sulteløn.

Nu er det jo bare sådan, at netop eksporten er noget af det eneste, der holder dansk økonomi i gang for øjeblikket, så den der med, at den lave vækst skyldes et ukonkurrencedygtigt arbejdsmarked, den holder altså ikke. Nej, problemet er, at den tidligere VK-regering – og desværre også den siddende regering – fører en politik, som gør folk så usikre på fremtiden, at de ikke tør bruge deres penge (såfremt de har nogen) og i stedet lader dem stå på bankbogen. Dette er meget forståeligt set fra den enkeltes synspunkt, men det er ødelæggende for samfundsøkonomien som helhed.

Dansk økonomi kommer ikke på fode igen ved at fyre offentligt ansatte, forringe dagpengesystemet, drive heksejagt på de arbejdsløse og ty til statssanktioneret løndumping, så arbejdsgivere kan score en kortsigtet profit. Nej. I stedet har vi brug for at indgyde noget optimisme og købekraft i dansk økonomi. Og det gøres bedst ved at sikre danskerne et rimeligt forsørgelsesgrundlag, hvad enten de har fast job, er arbejdsløse, førtidspensionister, fleksjobbere eller selvstændige.