Læs op Udskriv Torsdag den 02.05.2013 Det er ikke for sent at vende skuden! Det er ikke for sent at vende skuden. Men det skal være nu. Inden den økonomiske krise udvikler sig til en social krise med voksende ulighed og fattigdom - sagde Kristian Gaardsøe i 1. maj-talen til FOAs medlemmer. Del på Facebook Del på X Send som mail Torsdag den 25. april klokken 10.00. Breaking News. Regeringen griber ind i lærer-lockouten. Breaking News. Ja, ødelæggende nyheder for Den Danske Model. For her så vi kulminationen på det absurde teater, som regeringen og KL har gennemført de seneste måneder. Skinforhandlinger, aftalt spil og bøllemetoder. Det kan godt være, at Thorning nok så mange gange forsikrede, at ”Vi tror på Den Danske Model”, men hvad nytter det, når hun ikke vil følge spillereglerne? Regeringsindgrebets – eller rettere regeringsovergrebet – ligger sig tæt op af KL’s ultimative krav om afskaffelse af lærernes arbejdstidsaftale. Jovist, der blev uddelt et par sukkerknalder til lærerne, som et plaster på såret. Men hvad skal man bruge sukkerknalder til, når man er blevet kørt over af en bulldozer? Det er en mærkelig 1. maj i år1. maj plejer at være en festdag, hvor fagbevægelsen sammen Socialdemokraterne og SF fejrer alt det, vi sammen har opnået igennem mere end 100 års arbejdskamp. Den fri aftaleret, 37 timers arbejdsuge, 5 ugers ferie og en løn som man kan leve et godt og anstændigt liv for. De her ting er ikke droppet ned i favnen på os som et mirakel fra oven. De er ikke noget arbejdsgivere af deres hjertes godhed frivilligt har valgt at give os. Og de er ikke noget, som skiftende regeringer bare har besluttet, at vi skulle have. Nej, vi har selv måttet kæmpe for det, inden for de rammer, som vi kalder Den Danske Model. Den model er Socialdemokraterne og SF nu fuld gang med at kaste på historiens mødding. Den første møggreb fuld af Den Danske Model røg, da Corydon svang sin mobil over SAS-forhandlingerne. Her bankede vores kære finansminister noget så eftertrykkeligt SAS-medarbejderne på plads, og de måtte til sidst sige ja til SAS-ledelsens brutale krav om lønnedgang og øget arbejdstid. Prøv engang at forestille jer sådan en verden. Et sms-styre, hvor skiftende finansministre via deres mobiltelefon dikterer løn- og arbejdsvilkår for os lønmodtagere. Vi så til med mistro. Det kunne jo ikke passe. Socialdemokraterne respekterer da den frie forhandlingsret. Gør de ikke? Det måtte være en svipser. En nybegynderfejl af et ungt og uprøvet regeringshold. Sådan måtte det være. Men nej. Nu har Corydon igen jaget sin møggreb ned i Den Danske Model. Den her gang handler det om overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og KL. Man var ikke ret langt inde i forhandlingerne, inden man fornemmede, at noget var galt. Forhandlingsforløbet var ikke helt, som det plejede at være. For Ziegler og KL var urokkelige. Der var ikke tale om et forhandlingsudspil. Men et ultimativt diktat. Det tætte parløb mellem regeringen og KL blev afvist som latterlige konspirationsteorier af Corydon og Ziegler. Men undskyld, hvor dumme tror I, vi er? Man kan sammenligne hele forløbet med et spil poker. KL sidder med en royal flush og spiller så voldsomt ud, at alle kan regne ud, at de sidder med den bedst mulige hånd - jeg forestiller mig billedkortene som Kong Corydon, Dronning Thorning og stik-rend-drengen Ziegler. Der er intet, lærerne kan stille op i sådan en situation. Kun vente på det uundgåelige. På at den almægtige Corydon svinger sin kongelige møggreb. Det har været masterplanen lige fra starten. Derfor stod KL så fast på deres. De vidste, at de havde Bjarne til at uddele bøllebank, hvis lærerne ikke gik med på de ultimative krav. Det er ikke reel forhandling. Det er forhandling på skrømt. Det er at gøre grin med lønmodtagerne og med Den Danske Model. Men hvis nu ikke, at den fri aftaleret skal gælde længere? Hvad forestiller regeringen sig så skal komme i stedet for? Jo, det har vi allerede set nogle forløbere til. Det bliver noget med ledelsens uindskrænkede magt til at bestemme, hvordan lønmodtagere skal arbejde. Ud med samarbejde og kompromisser og ind med diktater og macho-management. Ret ind eller forsvind, lyder det nye mantra. Det er en udansk måde at håndtere ting på. Danske lønmodtagere vil have medindflydelse. Vi er vant til at tage medansvar. Det motiverer os og får os til at give den en ekstra skalle. Omvendt bliver vi demotiverede af overvågning, mistænkeliggørelse og uindskrænket ledelse. Danske lønmodtagere KAN selv. Danske lønmodtagere VIL selv. Men hvad er det, der er så fedt ved den her Danske Model? Hvorfor er det, at vi fagforeningsfolk går ud af vores gode skind, hver gang vi føler, at Den Danske Model er under angreb? Jo, for det første er Den Danske Model med til at sikre, at ganske almindelige lønmodtagere har indflydelse på deres arbejdsliv. Uden fagforeninger og kollektive overenskomster skulle lønmodtagere selv forhandle med arbejdsgiveren. Og i en situation, som vi er i nu, med høj arbejdsløshed, ville det hurtigt udvikle sig til løndumping, fordi lønmodtagere ville underbyde hinanden for at få et af de sparsomme job. Vi ville hurtigt få amerikanske tilstande i Danmark. Vi ville hurtigt få en gruppe af arbejdende fattige, der trods fuldtidsarbejde ikke kan få enderne til at nå hinanden. Der skal vi ikke hen. For det andet sikrer Den Danske Model, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne føler et medansvar for de kollektive aftaler, som de selv har forhandlet og sat deres fingeraftryk på. Det er med til at sikre, at aftaler rent faktisk bliver ført ud i livet og ikke modarbejdes af vrangvillige arbejdsgivere eller lønmodtagere. Det er netop problemet med regeringsindgrebet i lærerkonflikten. Lærerne føler ikke noget ejerskab. De har fået trukket noget ned over hovedet, som de ikke kan se sig selv i eller stå inde for. For det tredje er Den Danske Model med til at skabe et langt mere stabilt arbejdsmarked, end vi ser i de fleste andre lande, hvor løn- og arbejdsvilkår er politisk bestemt. Der tales meget om konkurrenceevne for tiden, om at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet. I den sammenhæng er stabilitet og fred på arbejdsmarkedet en vigtig parameter, som ofte glemmes i den politiske debat. Og alle disse fordele er regeringen og KL i gang med at ofre på nedskæringspolitikkens alter. Men det bliver ikke uden modstand. Nu ved vi, hvad der venter os som offentligt ansatte i de kommende overenskomstforhandlinger. Vi vil blive mødt af krav om dårligere arbejdstidsregler og krav om at løbe hurtigere. Hele tiden løbe hurtigere. Corydon og co. kalder det modernisering. Men tag ikke fejl. Det, som udtrykket i virkeligheden dækker over, er nedskæringer, mistrivsel, stress og sygdom. Vi må ruste os til de kommende forhandlinger. Det bliver ikke nemt. Regeringen er tydeligvis stålsat i sit mål om at gøre det mindre attraktivt at arbejde inden for det offentlige. Men det bliver ikke uden kamp. Vi skal nok være klar. Vi siger nej til kontrol og macho-management og ja til medindflydelse og fri aftaleret. ----------- Det er ikke kun fagbevægelsen og Den Danske Model, som regeringen er ude med riven efter i denne tid. De svage og velfærdsstaten står også for tur. Forringelserne af kontanthjælpen, fleksjobs ordningen, førtidspension og SU taler deres eget tydelige sprog. Pengene tages fra de arbejdsløse og fattige og gives til de rige i form af skattelettelser til de mest velstillede i vores samfund og lavere skat til virksomheder. Den nye vækstplan, som regeringen gennemfører sammen med deres nye borgerlige venner, skal skabe 15.000 nye private job i 2013 og 2014. Men man skal lige huske at trække de 7000 offentlige job, som nedlægges på grund af velfærdsforringelser. Så er vi på 8000 job alt i alt. Det er sgu et ringe udbytte af de i alt 90 mia. kroner, som vækstplanen koster. Dvs. at hvert private job koster godt og vel 11 mio. kroner. Hamrende ineffektiv politik, der kun har til formål at fylde de riges lommer med nedskæringskroner fra vores alle sammens velfærdssamfund. Jeg kan slet ikke kende SF og Socialdemokraterne i den asociale politik, de fører. Det var da også noget helt andet, der var lagt op til i deres fælles plan, ”Fair Løsning”. Her kritiserede Thorning og Søvndal VK-regeringens økonomiske politik sønder og sammen. Her argumenterede de for, at sparevejen er en vækstdræber, og at den blot vil skabe mere ulighed og fattigdom i Danmark. I ”Fair løsning” så de en anden vej ud af krisen. Der skulle satses på offentlige investeringer, grøn teknologi og velfærd. Regningen for krisen måtte ikke skubbes hen til en enkelt samfundsgruppe. Alle – stor som lille – måtte stå sammen om at få Danmark tilbage på rette spor. Jeg var ret stor tilhænger af Thornings og Søvndals plan. For mig virkede det som den rette medicin, og det virkede netop ”fair”. Men da de så endelig havde sat sig til rette på deres ministertaburetter, blev sangen hurtigt en anden. Indtil videre er det faktisk kun den lille mand, som har betalt af på regningen. Dem, der i forvejen har nok, har fået mere. Vi ser nu det ene stykke efter det andet af vores velfærdsstat brutalt blive snittet væk som overflødigt fedt. VK-regeringens nedskæringspolitik er fortsat, endda i et højere gear. Der føres økonomisk politik, som Claus Hjorth Frederiksen kun i sine vildeste liberale drømme ville kunne slippe af sted med. I et debatprogram på tv prøvede han slet ikke at lægge skjul på, hvor misundelig han var på, at det ikke var ham, der var med til at tryne lønmodtagere og vores svage medborgere. Det er for mig et ret klart bevis på, at regeringen fører en asocial økonomisk politik. Det er ikke en socialdemokratisk ledet regering værdigt. Og det er ikke holdbart. Vi skal holde regeringen op på de gode ting, som de talte om inden valget. Det er ikke for sent at vende skuden. Men det skal være nu. Inden den økonomiske krise udvikler sig til en social krise med voksende ulighed og fattigdom. Kære Helle, kan du ikke gøre det lidt bedre? Lidt mere socialt, lidt mere retfærdigt? Vi har en socialdemokratisk regering, men ingen socialdemokratisk politik. Du sidder med alle de gode kort på hånden. Spil dem nu rigtigt. Tak for at I lyttede. Tak for ordet. Og fortsat god 1. maj.