• Læs op
• Udskriv

Regionsformand for Krifa i Nordjylland Christian Borrisholt Steen (CBS) har i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende 7. januar travlt med at forsvare Krifa som værende en rigtig fagforening. Baggrunden for dette forsvarsskrift er, at erhvervs- og vækstminister Annette Wilhelmsen og SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigild Andersen har kritiseret Krifa for ikke at være en fagforening, men snarere et forsikringsselskab og for at være til direkte skade for danske lønmodtagere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er enig med Annette Wilhelmsen og Eigild Andersen i denne sag. Og argumenterne for, hvorfor man overhovedet skulle betragte Krifa som en fagforening, er da også både få og svage, hvilket CBS tydeliggjorde med sit forsvarsskrift. Her spørger han, hvor længe man skal have eksisteret for at blive betragtet som ”etableret”? Mit svar er, at det slet ikke er et spørgsmål om hvor længe, men hvordan. Hvordan man agerer som lønmodtagernes repræsentanter, og om man spiller efter de samme regler og normer som de ”etablerede” fagforeninger. Og det gør Krifa ikke.

Der er meget, der taler for, at Krifa snarere er at betragte som en forretning og ikke en fagforening. Ser man på ordet ”fagforening” består det af to sammensatte ord. ”Fag” og ”Forening”. Tager vi ordet ”fag” først, så hentyder det til, at en fagforening er rodfæstet i et fag. Faget er grundlaget for fællesskabet og så at sige limen, der får kollektivet til at hænge sammen. Et sådan fagligt fællesskab har Krifa og lignende forsikringsselskaber slet ikke. Ser vi derefter på ordet ”forening”, så lægger Krifa jo ikke ligefrem selv op til, at de ønsker at blive betragtet som en forening, i og med at de i stedet for medlemmer taler om kunder. For når man omtaler de personer, der betaler kontingent, som kunder, signalerer det klart, at der er tale om en forretning, der har til formål at tjene penge til ejerne og altså ikke en forening, der er sat i verden for at tjene lønmodtagernes interesser. I den sammenhæng er det bestemt også værd at nævne, at Krifas hovedbestyrelse altovervejende består af chefer og direktører, hvilket i min verden svarer til at sætte ræven til at vogte høns.

Et andet vigtigt element, der gør, at Krifa ikke kan betegnes som en egentlig fagforening er, at Krifas kunder ikke må strejke og iværksætte blokader for at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår. De opfordres endda til at fungere som skruebrækkere ved at tilbyde sin arbejdskraft til arbejdsgivere, som er udsat for strejke af medlemmer fra de rigtige fagforeninger. De tror på arbejdsgiverens sunde dømmekraft og sociale samvittighed. Denne holdning er til direkte skade for danske lønmodtagere og med til at underminere Den Danske Model. For har lønmodtagere ikke mulighed for at iværksætte kollektive kampskridt, vil de til enhver tid være prisgivet arbejdsgiverens nåde og konjunkturernes bevægelser. Kun ved at stå sammen har lønmodtagere mulighed for at give et stærkt modspil til arbejdsgiverne og sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår – dette gælder i særdeleshed i krisetider, hvor især de ufaglærte lønmodtagere presses hårdt på lønnen.

Sidst men ikke mindst vil jeg nævne, at Krifa kun indgår meget få overenskomster. Forhandling og indgåelse af overenskomster er ellers den vigtigste hjørnesten i fagforeningernes virke. Men det er ikke noget, som Krifa prioriterer særligt højt. For det meste er Krifas medlemmer tilknyttet en overenskomst indgået af en af de rigtige fagforeninger og har således deres på det tørre. Men de bør vide, at det ikke er Krifa, der har kæmpet for deres løn- og arbejdsvilkår. Når Krifas kunder kan slippe med et lidt billigere kontingent, er dette en vigtig del af forklaringen, for Krifa bruger kun ganske få ressourcer på at forhandle overenskomster. Og når så de endelig indgår overenskomster på vegne af deres kunder, så er disse overenskomster markant dårligere end de rigtige fagforeningers overenskomster. Det så man sort på hvidt med Vejlegård-sagen, hvor både Krifas og 3F’s overenskomster blev offentliggjort i medierne. Både med hensyn til løn og arbejdsmiljø tilbød Krifas overenskomst klart dårligere forhold end 3F’s, således at arbejdsgiveren kan score kassen på de ansattes bekostning. Men hvad kan man egentlig forvente, når man sætter ræven til at repræsentere hønsene?