Elever vandt Beat Camp konkurrence
Elever vandt Beat Camp konkurrence!

Pædagogiske assistenter vandt Beat Camp skoledyst

PenSam og FOA ønskede for nylig en flok glade elever tillykke med sejren og deres indsats for sundhedsfremmeprojektet Beat Camp.

De er blevet Heat vinder og det betyder at netop deres hold scorede flest point på et kvartal. Konkurrencen handler kort og godt om at passe godt på sig selv og være med til at skabe en gladere hverdag. Det vindende hold var samlet for at blive fejret på SOSU-skolen i Aalborg. Her overrakte Elisabeth Würtzen fra PenSam hver elev et gavekort til wellness. Ebbe Dalsgaard fra FOA Aalborg ønskede også tillykke og under-stregede i sin tale, at det er vigtigt hvordan vi prioriterer i hverdagen, da det kan have en stor indvirkning på sundheden. Den måde vi prioriterer på har ikke blot indvirkning på os selv, men også på vores nærmeste og de børn vi måtte sætte i verden.

Nye udfordringer hver dag
Elev Rikke Thodberg fra Fjerritslev fortæller, at de hver dag fik en ny og spændende opgave. Det kunne være at gøre noget godt for en klassekammerat. Initiativet gjorde, at de satte fokus på hvordan vi havde det i klassen. Nogle gange skulle de spørge hinanden om sjove ting og på den måde har det fælles projekt skabt god stemning i klassen.
Personligt er Rikke blevet opmærksom på flere ting undervejs og hun gjorde store fremskridt ifølge den elektroniske sundhedsprofil, som de oprettede i starten. Noget som overraskede hende var, at centimetermålet er en bedre rettesnor end badevægten.

Rikke vil klart opfordre andre klasser til at deltage i Beat Camp – både for at sætte fokus på den personlige sundhed, men også for at styrke sammenholdet i klassen. Hun fortæller, at de har haft det sjovt med Beat Camp og været gode til at motivere hinanden. Dagligt mindede de hinanden på konkurrencen og de fleste har bakket op om projektet. Opgaverne har indimellem været en smule fjollede, men så kunne vi i det mindste grine af det, siger Rikke muntert.

Gode vaner og overskud
Det er første gang Nordjylland deltager med et hold og så er det rigtig flot at de pædagogiske assistenter fra SOSU Nord vinder dysten, bemærker lærer Kristin Tennes fra SOSU Nord. Hun fortæller, at de har vundet fordi de har været det mest aktive hold. Udover æren af at vinde Beat Camp konkurrencen – har de forhåbentlig også fået nogle gode vaner med sig om at leve sundere og opnå mere overskud i hverdagen, håber Kristin Tennes.

FOA og PenSam står bag
Beat Camp skal ses som en daglig udfordring om at få bedre vaner. Sundhedsfremmeprojektet drives af FOA og PenSam for SOSU- og PAU-elever på alle landets SOSU-skoler. Beat Camp har fokus på Trivsel og KRAM (= handler om Kost, Rygning, Alkohol, Motion). Det er en elevdreven sundhedsindsats, der hjælper eleverne med at sætte nye mål for egen sundhed - og nå dem. Det er kombineret med et online fællesskab på en lukket hjemmeside, hvor eleverne har været en del af et fællesskab. Her er de blevet mødt med udfordringer - men også med ros og anerkendelse. Udover sundhed og personlig udvikling håber FOA, at en kærkommen sidegevinst er at mindske sygefraværet og frafaldet på uddannelserne. Derudover kan initiativet være med til at forbedre sundhedstilstanden og øge indlæringspotentialet blandt eleverne, håber Jytte Christensen der er formand for FOAs pædagogiske sektor i Aalborg.

Hvem kan deltage
Alle på både grundforløbet, social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsassi-stentuddannelsen og pædagogisk assistentuddannelse kan deltage. Kontakt PenSam A/S på 44 39 39 50.