Et barn har hænderne i munden
Debatindlæg

Pasning i dagpleje eller vuggestue er ikke enten eller

Knap havde Liselotte Thomsen fra BUPL lagt pennen i en opremsning af vuggestuer-nes fortræffeligheder (10.11.13) før SF (12.11.13) bedyrede, at de altid har haft flere vuggestuer højt på dagsordenen. Mon SF er i lommen på BUPL eller handler det om uvidenhed?

Det lyder i hvert fald ikke som om man i SF er klar over, at den kommunale dagpleje er en del af dagtilbudsloven på lige fod med vuggestuer og daginstitutioner, og dermed også arbejder med pædagogiske læreplaner, børnemiljøvurderinger mv. Uanset hvad inviterer FOA Aalborg det kommende børn- og ungeudvalg til dialogmøde om dagplejens fremtid i 2014.

Dagplejen har ingen grund til at stå i skyggen af vuggestuer og aldersintegrerede institutioner. Med ny forskning har vi fået et kvalitetsstempel af den kommunale dagpleje (Ole Henrik Hansen dagplejen i Danmark 2013). Den rapport håber jeg, at alle (kommende) kommunalpolitikere vil kigge på, når de planlægger børnepasningstilbud. Forskningsprojektet viser, at det dagplejerne er bedst til er, at skabe ro og trygge rammer for børnene. Dagplejens konstruktion med en enkelt voksen og få børn giver gode muligheder for at udvikle børnenes sprog.

Mange kommunale dagplejere har en uddannelse som pædagogisk assistent og derudover har dagplejen ansat dagplejepædagoger, der med deres rolle og ansvar er dagplejens garanter for den pædagogiske kvalitet. Efter læserbrevet fra de to SF’ere tvivler jeg dog på, at politikerne er vidende om eksistensen af dagplejepædagoger der fører tilsyn og superviserer dagplejerne.

Hos os i FOA er holdningen, at dagplejen fortsat skal eksistere som et selvstændigt dagtilbud. Hvorfor gøre spørgsmålet om dagtilbud til et enten eller – der må være plads til alle?

Jeg synes, at det er en modig udmelding fra SF. Nu ved vi, at SF nedprioriterer dagplejen til fordel for vuggestuer. Jeg er sikker på, at ansatte i dagplejen, forældre og bedsteforældre til børn i dagplejen sætter pris på at kende den holdning forud for valget 19. november 2013.