• Læs op
• Udskriv

Som social- og sundhedshjælper igennem 11 år og tillidsrepræsentant igennem 6, er der ting der kan undre mig, ved den situation vi netop nu står i, i fritvalgsordningen i Aalborg Kommune.

Som det er blevet nævnt før, kan det undre, at politikerne pludselig mener, at borgerne kan klare sig selv, stort set fra dag ét, når vi runder 1. januar 2015.

Bevares, heldigvis ser vi da, at det lykkes at få folk gjort helt eller delvist selvhjulpne, og det er rigtig fedt at være vidne til. Men jeg må så desværre tilføje, at det sker ret sjældent.

Det er oftest en proces der tager lang tid - tid som i øvrigt er meget svært at få bevilget. Men vi gør alt hvad vi kan, og vi samarbejder tværfagligt. Det er vi, efter vores opfattelse, ikke nok fastansatte til. I fremtiden skal vi i højere grad inddrages i arbejdet med genoptræning af borgerne. Jeg tvivler blot på, at vi er nok? Alene sidste år mistede jeg cirka 75 kolleger i fritvalgsordningen. Trods færre ansatte forventer politikerne, at der sker mirakler i Ældre- og Handicapforvaltningen og de starter allerede til nytår, ud fra grafer og muligvis også en spåkugle.

Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg tager fejl, og æder gerne mine ord igen, hvis det lykkes at gøre borgerne hurtigere selvhjulpne. Jeg har dog realisme nok til at indse, at det kommer til at betyde et massivt pres på personale og borgere i den periode der går, før man indser, at vi skulle have beholdt de gode erfarne kolleger, vi desværre skal til at vinke farvel til.

Siden 2009 er vi blevet reduceret med 12 procent ansatte på SOSU området. Det er sket ved løbende tilpasninger, fordi vi åbenbart ikke længere skal levere kærlig omsorg og god service til vores ældre og handicappede borgere. Tørre tal og økonomi er åbenlyst det der skal prioriteres.

Hvem har så regnet det ud? Jo, det har akademikere på Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, men det kunne lige så godt have været de akademikere i kommunens forvaltning. Siden 2009 har Aalborg Kommune nemlig ansat 12 procent FLERE akademikere!

Derfor kan jeg konstatere, at deres uddannelse er blevet så svækket, at de nu skal være flere om at trykke på lommeregneren, siden der er brug for flere ansatte på kontorerne og færre på gulvet! Eller kunne det tænkes, at pengene stadigvæk ryger de forkerte steder hen, når man kun rydder ud i plejen og ikke i administrationen?