Social- og sundhedshjælper Selvarani Sütharsan
Selvarani Sütharsan er en af flere frivillige bydelsmødre i Aalborg Kommune, som kan være med til at løse de små, men meget væsentlige udfordringer, for andre kvinder.

Bydelsmødre udfylder skjult behov

Efter mødet med Selvarani Sütharsan var der ingen tvivl – hun er en af de mange kvinder, som gør en forskel for andre kvinder.

Selva, som hun bliver kaldt, er social- og sundhedshjælper og udover at elske sin familie og sit job er hun frivillig bydelsmor. Og hvad er så det spørger du måske? Jo – bydelsmødre er en gruppe aalborgensiske kvinder som hjælper andre kvinder med de udfordringer, som hverken Aalborg Kommune, boligselskabet eller lægen formår. Hun husker tydeligt, da hun selv kom til Danmark, at hun ikke vidste, at der var en skakt til affald, men heldigvis havde Selva gode naboer, som kunne hjælpe. Det offentlige tilbyder ikke et netværk for indvandrere, som kan være med til at løse de små, men meget væsentlige udfordringer, og her kan bydelsmødre gøre en forskel.

Stor fordel at være tosproget
Selva er aftenvagt på Uttrupgård Plejehjem, hvor hun føler sig godt hjemme fagligt som socialt. Selva har boet i Danmark siden 1989 og mestrer to sprog – nemlig tamilsk og dansk og så lever og ånder hun for at hjælpe mennesker. Hun er gift og har tre børn, hvor to af dem har gået på universitet, og med stolthed fortæller hun, at den ene netop er blevet færdig som jurist.

At tale i telefon er svært
Straks efter mødet i FOA skal Selva tale med en tamilsk kvinde. Hun fortæller, at hun typisk løser konkrete opgaver for andre – det kan være at tale med boligselskabet, læse et brev fra kommunen eller ringe til lægen. Det som ofte er svært for kvinderne er den telefoniske kontakt, da de ikke har styr på sproget. Det som tit sker for de kvinder hun hjælper er, at der opstår sproglige misforståelser, og her kan Selva ofte rede trådene ud. Hun kommer mest hos andre tamiler, og det som bedst beskriver det hun gør, er at give omsorg og opmærksomhed. ”Det bedste ved at være bydelsmor er, at jeg får så meget igen,” siger hun med et smil.

Bydelsmødre bygger bro
Selva har hjulpet andre kvinder i et stykke tid, men først i juni i år sluttede hun et kursus for bydelsmødre. Fælles for bydelsmødre er, at de støtter kvinder med en etnisk minoritetsbaggrund. Det kan være kvinder, der lever isoleret og marginaliseret uden socialt netværk. Bydelsmødre bygger bro mellem kvinderne og lokalsamfundet og kan eksempelvis informere om kommunens tilbud og støtte netværksaktiviteter med områdets kvinder.

Lær sprog og kom ud på arbejdsmarkedet
Selva holder til i Sundby Hvorup omkring Løvvangen. Hun fortæller, at de har kvindecafé hver mandag, hvor de snakker dansk, drikker kaffe og syer tøj, mens børnene leger. Her har mænd ingen adgang, men til gengæld er der tilbud om lektiehjælp og motion. Det vigtigste er faktisk at få talt dansk, da det ofte er den største udfordring. Kan hun se sit snit til det, opfordrer hun andre kvinder til at lære dansk og søge et job, da det i høj grad er dét som gør det lettere at tilpasse sig kulturen og styrke selvværdet som kvinde.

Selva kommer fra et krigshærget land og det har også påvirket hende til at gøre et stykke frivilligt arbejde. Hun kan stadig blive udfordret, men forskellen er, at Selva nu tør gå til udfordringerne med en ny åbenhed end tidligere – hun kan sproget, har et job og kender kulturen.

Fakta om frivillige to-kulturelle kvinder i Aalborg

  • De samtaler med andre etniske minoritetskvinder
  • De støtter andre tokulturelle mødre
  • De tager sig af dagligdagsudfordringer
  • De formidler information om det danske samfund og kulturen
  • De bygger bro mellem forskellige offentlige instanser
  • De holder til i Aalborg Øst, Aalborg Sydvest og Nørresundby
  • I Aalborg dækker bydelsmødrene omkring 20 forskellige nationaliteter

 Læs mere om bydelsmødre i Danmark