Inger Christensen og Ruth Jensen
Dagplejerne Inger Christensen og Ruth Jensen fra Aalborg Øst.

Naturdagplejere med egen kolonihave

De to kommunale dagplejere Inger Toft Christensen og Ruth Jensen fra Aalborg Øst holdt for nylig åbent hus i deres kolonihavehus. Et projekt som de har været fælles om, og som de netop er blevet færdige med at bygge.

De to dagplejere kunne byde indenfor efter 11 weekender med byggeri, og selvom de ikke er helt færdige, har de langt fra mistet gejsten. Ved indvielsen viste de med stolthed herlighederne frem for indbudte dagplejere i gruppe 6, politikere, pressen, dagplejepædagoger og FOA Aalborgs repræsentanter Jytte Christensen og Anette Ottosen.

Annette Ottosen Jytte Christensen Inger Christensen og Ruth Jensen

Fra venstre: Fællestillidsrepræsentant Annette Ottosen og sektorformand Jytte Christensen fra FOA Aalborg lykønskede de to dagplejere med kolonihaven.

Oprydning og byggeri blev fejret
Der var rundvisning, frugt, drikke samt kagemand på dagen. Solen skinnede og Ruth holdt tale. Hun fortalte med stolthed om alt det de på kort tid havde nået, og at det nu er tanken, at de, børnene og dagplejegruppen, kan tilbringe tid i kolonihaven. I foråret har de tilføjet et helt nyt hus på grunden, etableret toilet i den eksisterende bygning og restaureret den gamle bygning. Forinden ryddede de godt og grundigt op og trimmede det ufremkommelige areal. Med rester fra det nye hus har de også etableret højbede. Tidligere på året havde børnene lagt kartofler og ved indvielsen så de frem til at grave de første op af jorden.

Fra jord til bord-projekt
Kolonihaven købte de på tvangsaktion, og heldigvis fik de den derfor til en overkommelig pris. Ideen med at købe en kolonihave fik de tilbage i maj 2013, hvor de cyklede rundt med børnene på deres ladcykler. De kom forbi en mark med kartofler, og de store børn blev helt vilde, da de opdagede, at der var kartofler i jorden. Det var der Ruth og Inger fik ideen til at købe et kolonihavehus. De havde en drøm om at lægge kartofler sammen med børnene og lave deres helt eget fra jord til bord-projekt. Kort og godt en formidabel grund til at købe et kolonihavehus. Tanken var, at de og børnene skulle tættere på naturen, og derfor satte de sig for at finde en kolonihave i en overkommelig afstand fra hjemmet. Da Budomvang 135 kom på tvangsaktion til 6000 kroner slog de til. De købte kolonihaven gennem en dertil oprettet forening, som de med rette har givet navnet ”De aktive”. Foreningen oprettede de, så de blandt andet kunne søge midler til deres projekt. Ruth og Inger har været om sig og fået sponsoreret mange af materialerne, og de har tilmed fået dem til at strække rigtig langt.

Kolonihaven på Bodumvej 134 i Aalborg Øst.

Foto fra indvielsen med det gamle restaurerede hus til venstre og det nye til højre.

 

Børn og voksne er ellevilde
Planen er, at de skal bruge kolonihaven i sommerhalvåret, så på den måde er de ikke bundet til stedet. Men de kan allerede mærke, at børnene er glade for at komme der. De siger kolonien, så snart dagplejerne finder ladcyklen frem. Ruth fortæller, at den store fordel ved at mødes i kolonihaven er, at der er plads til flere samtidig. –Hjemme er vi kun fire, men der kan vi være otte, og så kan de store børn lege sammen. Udover glæde blandt børn og dagplejere har forældrene også givet udtryk for, at de sætter stor pris på at vide, at børnene er ude i frisk luft. Passer det forældrene bedre kan de også aflevere dem i kolonihaven.

Inger fortæller, at fremtidsplanen med kolonihaven er at få de to huse til at hænge sammen, så der bliver plads til et udekøkken. Et drivhus står også på ønskesedlen, så der bliver sandsynligvis endnu mere at se til for de to dagplejere og deres familier.

Urtehaven i kolonihavehuset på Bodumvej 134 i Aalborg Øst.

Et flot syn af grøntsager i kolonihaven - deriblandt kartofler.