Ann Dorte - Louisa - Tina - Gitte - Inge-Gerd - Dorte - Jette - Sanne samt Marianne og Martha
Fællesfoto fra venstre: Ann Dorte Buus Sørensen, Louisa Olsen, Tina Nielsen, Gitte Søby, Inge Jensen, Gerd Rhode, Dorte Sand, Jette Højberg, Sanne Thomsen samt uddannelseskonsulenterne Marianne Stage og Martha Schaafsma.

Første assistenter med speciale i velfærdsteknologi

Det første hold social- og sundhedsassistenter i Nordjylland har netop afsluttet akademiuddannelsen med en overbygning i velfærdsteknologi.

De er kort og godt eksperter i velfærdsteknologi som i disse år gør indtog på alle ældrecentre og plejehjem. Fremover skal de være med til at implementere teknologiske løsninger som kan øge livskvalitet hos beboerne og aflaste deres kolleger via et bedre fysisk arbejdsmiljø. 

FOA Aalborgs Pia Mehlbye ønskede tillykke til velfærdsteknologerne - her Louisa Olsen og Ann Dorte Buus Sørensen

FOA Aalborgs Pia Mehlbye ønskede tillykke til velfærdsteknologerne - her Louisa Olsen og Ann Dorte Buus Sørensen

 

Første velfærdsteknologer er klar
Otte af dem kommer fra Aalborg Kommune og en enkelt fra Regionen. Alle har de det til fælles, at de på blot ti måneder har afsluttet ti eksaminer. Uddannelsen, som de har taget via UCN act2learn og SOSU Nord, giver dem god indsigt i, hvordan man kan iværksætte velfærdsteknologiske løsninger på arbejdspladsen. De har fået teori og metode på plads, så de nu kan være med til at udvikle deres arbejdspladser, og de har nu forstand på de processer der udspiller sig, når der skal ske positive forandringer med hjælp fra nye teknologiske løsninger.

 Dorte Sand

Social- og sundhedsassistent Dorte Sand

Det startede med en IPad
Dorte Sand er én af tre kolleger fra Lindholm Plejehjem som har taget akademiuddannelsen i velfærdspraksis, og dét at de har været tre på forløbet, har hun haft stor glæde af. Det hele startede med, at Dorte lærte en 88 årig dame at bruge IPad, og derfor spurgte lederen om uddannelsen ikke var noget for Dorte. I første omgang vidste hun ikke helt hvad det drejede sig om, men det gør hun i dag og har klare holdninger til det at indføre ny teknologi i plejen.

Dorte fortæller, at hun skal bruge uddannelsen til at flytte opgaver fra praktisk hjælp til mere plejenære opgaver. Det betyder, at borgere som selv kan noget får hjælpemidler, så de kan klare endnu mere. Det kan ikke spare arbejdskraft - men det handler om at udnytte den arbejdskraft der er. Det betyder, at plejepersonalet kan sætte større fokus på borgere som er sengeliggende og ude af stand til at gøre noget selv.  

Teknologiske løsninger skal ikke samle støv
Skulle Dorte pege på en ny spidskompetence, er det evnen til at implementere ny teknologi. Udgangspunktet har været at tilegne sig teori om læring og menneskesyn, da det er grundlæggende viden, når man skal implementere noget nyt, fortæller Dorte. Der har været fokus på den interne læring og på ikke at tabe nogen på gulvet. I fremtiden kan Dorte se sig selv som en konsulent, der kan være med til at sikre, at de elektroniske hjælpemidler bliver brugt og ikke blot samler støv. En vigtig opgave for Dorte bliver sandsynligvis at kende mulighederne, så der kan findes teknologiske løsninger, der passer individuelt til både borgere og personale.

Dorte er meget begejstret for det hun har lært, men hun forstår dog ikke helt hvorfor Aalborg Kommune endnu ikke har lagt en plan for det første hold velfærdsteknologer i Nordjylland.

Gerd Rohde 

Social- og sundhedsassistent Gerd Rohde

På uddannelse i opsigelsesperioden
Gerd Rhode fra Aalborg sygehus er også færdig som velfærdsteknolog - det eneste som frustrerede hende var, at undervisningen, efter hendes opfattelse, var udformet til kommunale arbejdspladser og det kan være en udfordring, når man som Gerd har den primære erfaring fra et sygehus.

Det som også var særligt for Gerd var, at hun netop havde mistet jobbet før hun tilmeldte sig uddannelsen. Hendes stilling på gynækologisk afdeling blev nedlagt og det betød, at Gerd startede uddannelsen i opsigelsesperioden. De første seks uger blev finansieret af dagpenge, da alle forsikrede ledige kan deltage i 6 ugers uddannelse med dagpenge. Selvom Gerd er glad for, at hun har afsluttet uddannelsen, har der været en del udfordringer med at få styr på finansieringen, og det endte også med at hun selv måtte betale de sidste to moduler af uddannelsen!

Fra uddannelse til afløserjob
Det er nu slut med skemaer for en stund, da Gerd har været så heldig at få et afløserjob på Umanakvej i Aalborg frem til 14. august. Hun skal være afløser på Malik, og det ser Gerd frem til, selvom det betyder, at der ikke er ferie her og nu.

Det som Gerd fandt mest spændende undervejs var modulet service og design, der ser på borgeren, ledelsen og kolleger som kunder i en butik. Det har været fascinerende at blive introduceret til den indfaldsvinkel – en vinkel hun fandt særlig nyttig og som hun forventer at gøre brug af i et fremtidigt job.

Erfaringsudveksling
Dorte fortæller, at de har haft et stærkt sammenhold alle ni, og det lyder fra flere, at de fremover vil udveksle erfaringerne med hinanden. De har oprettet et lukket forum på Facebook, og her kan de udveksle deres faglige erfaringer, så de kan blive endnu bedre til det de kan.

Ros fra UCN og SOSU Nord
Uddannelseskonsulent Marianne Stage fra SOSU Nord roste de studerende til dimissionen, da de har været med i et udviklingsforløb med en ny uddannelse og de udfordringer det giver. Hun og Martha Schaafsma fra UCN var stolte over at sende dem tilbage på arbejdspladserne, og de lagde vægt på, at de alle er specialister og kan noget som andre ikke kan.


Fakta om uddannelsen:
Uddannelsen i velfærdsteknologi er en akademiuddannelse, det vil sige en erhvervsrettet videregående uddannelse for voksne, der har en uddannelse i forvejen og sammenlagt har to års erhvervserfaring. Uddannelsen er opdelt i 6 moduler og er etårig, hvis man tager uddannelsen på fuld tid.

Fakta om velfærdsteknologi:

  • Velfærdsteknologi er brugerorienterede teknologier, der skal medvirke til at gøre livet lettere for såvel borgere som medarbejdere.
  • Velfærdsteknologien er især rettet mod ældre mennesker, personer med kroniske sygdomme samt borgere med handicap i forskellige former og grader.
Velfærdsteknologier kan eksempelvis være tablets med særligt udviklede programmer, sensorgulve, der kan registrere bevægelser, elektroniske kæledyr, robotstøvsugere, loftlifte og toiletter, der automatisk vasker og tørrer. Kilde: Silas Mühlbach, UCN KOMmunikation