Netværk for ledige genopstår

Initiativtagerne bag de seneste møder i FOAs jobcafé er heldigvis kommet i arbejde - derfor har netværket været på vågeblus, men genopstår med navnet "Netværk for ledige". Er du ledig opfordrer FOA dig til at tilmelde dig allerede i dag.

Kommende møder i FOA Aalborg:

19. november 2014 fra kl. 9 – 12

03. december 2014 fra kl. 9 – 12

17. december 2014 fra kl. 9 – 12

07. januar 2015 fra kl. 9 – 12

FOA støtter netværket
FOA Aalborg er ikke initiativtager til netværket, men vil meget gerne være med til at inspirere og motivere FOAs medlemmer. FOA stiller lokaler, trådløst netværk, kaffe, brød og frugt til rådighed, og dermed skaber vi rammen for et ledighedsnetværk. Uden deltagere går det ikke, og derfor opfordrer Pia Pedersen alle ledige til at tilmelde sig og møde op! ”Vi håber, at det bliver givende at dele erfaringer med andre. Den seneste række af møder viser, at man i netværket støtter og bakker hinanden op, så hverdagen bliver meningsfyldt - også selvom man er arbejdsløs”, fortæller næstformand Pia Pedersen.

Tilmeld dig "Netværk for ledige"

CV, ansøgninger og computer
FOA Aalborg opfordrer alle til at medbringe en dataliste og de seneste ansøgninger til møderne. På den måde kan man hjælpe hinanden med at gøre indsatsen endnu bedre. Det er vigtigt, at dele gode ideer med andre ledige og udveksle de muligheder der er for at optjene timer eller komme i fast beskæftigelse. Medbring gerne en bærbar computer, da der er mulighed for at gå på trådløst netværk i FOA Aalborg.

Ønsker gruppen af ledige at høre om et konkret emne, vil det være oplagt at få besøg af én fra FOAs a-kasse eller fra de faglige enheder. Netværket skal blot kontakte Pia Pedersen, som meget gerne vil formidle kontakten og gøre det muligt.

Få mere med hjem
Vi opfordrer netværket til at følge en dagsorden, så alle får noget med sig hjem. Dagsorden er åben, men kan evt. indeholde følgende emner:

  • Fagligt indspark om job, uddannelse, sociale medier, ansøgninger, jobdatabaser mv.
  • Gennemgang af rettigheder og pligter
  • Siden sidst – alle fortæller to minutter om status siden sidst
  • At skrive ansøgninger og læse andres ansøgninger igennem
  • Din idé til et emne...

PS. Kontakt Pia Pedersen i god tid for at aftale fremtidige initiativer i netværket.

Kontakt Pia Pedersen