Asta Lind - ufaglært og ansat i Aalborg Kommunes Rengøringsenhed.

Uddannelse gav mod på læsning og computere

Asta Lind er en af de ansatte i rengøringsenheden, som har haft stor glæde af et kursus med fokus på dansk samt en introduktion til computere og iPads.

Asta er ufaglært og har været ansat i Aalborg Kommunes rengøringsenhed siden 1997. Hun har aldrig ejet en computer, men til årsskiftet skal de bruge iPads på arbejdet, så til­buddet om undervisning hos AOF var en oplagt mulighed for Asta.

Screenet i dansk og matematik
Kurset startede hos AOF tilbage i maj 2014, hvor de ansatte blev screenet i regning og dansk, for at få vurderet deres kunnen. Asta fortæller, at det ikke var spor slemt at blive testet. De fik et spørgsmål ad gangen, og som testen skred frem, blev spørgs­målene sværere og sværere. Asta havde ingen problemer med regning, men hun er­kender, at dansk er en udfordring, og hun har vanskeligheder med at læse og skrive. Asta er ordblind og det er noget af det, som hun arbejder med hos AOF. Hun fortæl­ler, at underviseren hele tiden sørger for, at alle er med i undervisningen. Efter det første intensive forløb er Asta blevet en mere ivrig læser. ”Det har jeg aldrig været før, og jeg gør det helt af fri vilje. Jeg skal blot læse noget som fanger min inte­resse, så gør jeg det gerne,” fortæller Asta med stolthed.

Ugentlige undervisningsdage
Fra rengøringsenheden startede syv hold ansatte og fem af dem er stadig under ud­dannelse på AOF. På holdene har de en god aldersspredning og der er både kvinder og mænd på holdene. I hele forløbet har Asta og de øvrige deltagere haft undervisning én gang om ugen. De resterede dage i ugen passer de deres normale arbejde, mens rotationsvikarer klarer jobbet for de, der er under uddannelse. Det har været et rigtigt godt forløb og hun er aldrig bange for at spørge om noget. Det som har været mest hårdt, er at sidde stille, fortæller Asta med et smil.

Træning skal der til
For tiden arbejder Asta med at blive bedre til computere og læsning, og hun lufter endda tanken om selv at anskaffe en computer. Hun fortæller, at de hele tiden bliver opfordret til at læse mere for at øge deres færdigheder i dansk. Kryds og tværs står også på listen over opgaver, der kan træne deres kunnen, og dem nyder Asta at løse.

Før Asta startede, var hun en smule bange for undervisningen, da hun indrømmer, at hun ikke har fulgt med i den teknologiske udvikling - eksempelvis har hun aldrig selv haft en computer. Men det er svært at kæmpe imod udviklingen, erkender Asta, der til årsskiftet vil få kørelisterne via iPad, og derfor er undervisning i iPads også en del af forløbet. ”Havde jeg ikke fået denne mulighed via mit arbejde, var jeg nok aldrig kommet afsted, da jeg er tryghedsnarkoman. Undervisningen har givet mig en idé om de muligheder, der er med en computer og så er jeg kommet i gang med at læse,” siger Asta Lind.

Udfordret med læsning eller regning?
Kurset som Asta deltager i er gratis for hende, eftersom projektet er delvist finansie­ret af Kompetencefonden. Uddannelsesforløbet er stykket sammen som et jobrota­tionsprojekt, hvor de ansatte i rengøringsordningen bliver uddannet, mens rotations­vikarer varetager arbejdet i rengøringen.
Har du en kollega, der er udfordret med dansk eller regning, er du meget velkommen til at kontakte næstformand Pia Pedersen eller konsulent Jytte Binderup i FOA Aal­borg. De vejleder gerne om de muligheder der er for at blive klædt på til fremtidens udfordringer på arbejdspladsen.

 


Ordblinde kan få hjælp
Kender du en ordblind, skal du vide, at de har ret til at få hjælp fra arbejdsgiver, uddannelsessted eller kommune. Læs mere her på siden.