Pressemeddelelse

Uddannelse til ufaglærte er win-win

En uforbeholden ros til Magistraten i Aalborg som netop har besluttet, at en stor del af de 17,5 millioner kroner fra trepartsmidlerne 2014 skal tilfalde de ufaglærte grupper.

Det betyder, at pædagogmedhjælpere, tekniske servicemedarbejdere, sygehjælpere og andre med behov for uddannelse kan blive opkvalificeret til fremtidens arbejdsmarked. – Det vil helt sikkert komme mange af FOAs medlemmer til gode, så de fremover kan præstere endnu bedre end de gør i dag, siger FOA Aalborgs formand Kristian Gaardsøe. Han roser samtidig Magistraten for at prioritere de ufaglærte. Midlerne vil også gå til lederuddannelse og medarbejderudvikling og det vil utvivlsomt øge trivslen og arbejdsglæden for FOAs medlemmer.

Det er prisværdigt at Aalborg Kommune ønsker at investere i de mennesker, som typisk har nogle af de fysisk hårdeste jobs på arbejdsmarkedet. Trepartsmidler er netop tiltænkt de grupper og derfor, er det godt at høre, at de eksempelvis kan erhverve sig en Pædagogisk Assistent Uddannelse eller en uddannelse som social- og sundhedsassistent på voksenelevløn.

Derudover vil kommunen ansætte en trivselsvejleder, som kan støtte de der har særlige behov, så frafaldet mindskes på SOSU-uddannelserne. Det er en rigtig god idé, da det øger kompetencerne og selvværdet blot ved at gennemføre en uddannelse. I dag stopper hver femte elev og det betyder et nederlag for den enkelte og koster samfundet mange ressourcer.

Langt størstedelen af puljen rettes mod PAU-elever og SOSU-uddannelserne og det er rigtig godt, da mange af FOAs medlemmer netop har efterspurgt uddannelse inden for de to områder.
Indsatsen kommer helt sikkert til at bære frugt, da kompetenceniveauet øges og det vil i sidste ende komme borgerne til gode – en win-win-situation for alle parter.