LarsNohrfortaellerpaaFremtidensPlejehjem
Lars Nøhr fortæller på Fremtiden Plejehjem

Unge besøgte Fremtidens Plejehjem

Helt fra starten har tanken været, at sætte fokus på velfærdsteknologien på plejehjemmet. Hjælpemidler skal hjælpe de ældre, aflaste personalet og skabe tryghed hos de pårørende.

Unge gæstede Fremtidens Plejehjem
Tyve unge FOA-medlemmer deltog for nyligt i et spændende arrangement på Fremtidens Plejehjem sammen med Aalborg Kommunes udviklingschef Lars Nøhr. Lars var glad for at se, at de unge havde valgt at bruge en lørdag formiddag på at besøge det nye og moderne plejehjem. Han var guide på rundvisningen og gjorde alt for at få de unge med på banen.

Ingen er god til alle faser
Undervejs provokerede Lars de unge og sagde kort og godt, at ingen af dem nogensinde ville blive rigtig god til alle plejeområder, og det overraskede dem en smule. Han fortalte, at de på stedet arbejder med fire faser hos beboerne: krise – opblomstring – rehabilitering – hospice-fasen. Nogle af de ansatte er bedst til at arbejde med mennesker i opblomstringsfasen og andre håndterer bedst den sidste fase.

Hjælp til selvhjælp
Selve rundvisningen startede med morgenmad og en introduktion til alle de mange tanker og ideer, der var gået forud for det færdige resultat. Lars gjorde meget ud af at fortælle, at alle ansatte ser anderledes på borgerne sammenlignet med et traditionelt plejehjem. – Vi ser borgerne som selvstændige ældre, der selv skal yde mere end de tror de kan. De ældre skal eksempelvis selv hente maden i Viktors Madhus, gå til frisør eller hente bøger og film i biblioteket. Det aktiverer dem og giver dem udfordringer i dagligdagen. Kan de ikke selv, følger personalet selvfølgelig med, men på mange områder bliver de tvunget til at gøre ting selv, sagde Lars Nøhr.

Velfærdsteknologi er ikke overvågning
Helt fra starten har tanken været at sætte fokus på velfærdsteknologien på plejehjemmet. Hjælpemidler skal hjælpe de ældre, aflaste personalet og skabe tryghed hos de pårørende. Eksempelvis er der sensorer på badeværelsesgulvene. En sensor kan registrere om borgerne falder eller blot er gået på toilet. De unge var lidt skeptiske over sensorerne, da de synes det var grænseoverskridende altid at blive overvåget. Lars Nøhr kunne fortælle, at sensorerne og andre teknologier kan slås fra, så de friske beboere ikke behøver at blive registreret.

Mange ansøgninger
På arbejdspladsen er der mange forskellige faggrupper ansat, og det væsentlige har været at finde personer med de rette personlige og faglige kompetencer. Mere end 800 søgte de blot 50 stillinger, så det har været muligt at sætte et godt hold. Endnu uddanner de ingen elever på stedet, men det er planen i fremtiden, fortalte Lars Nøhr.

Ikke som de andre
På mange måder adskiller Fremtidens Plejehjem sig fra andre plejehjem – der er eksempelvis en wellness-afdeling, et fitnesslokale og hver uge kan de som har lyst få lakeret negle. De har også ”Det søde køkken” hvor beboerne frit kan bage det de har lyst til. Lysten har spillet en central rolle, og netop nu undersøger de, om de ældre har ønske om et spabad. Vil de ikke benytte det er det klart, at man ikke vil etablere det. Overalt på plejehjemmet er der gratis internet, og for nylig blev der arrangeret en koncert, hvor også naboer og andre interesserede var velkomne. Stedet skal ikke gemmes af vejen men være åbent for alle, og derfor er dele af Viktors Madhus også tilgængelig for offentligheden.
De unge som var mødt op havde en god formiddag. I begyndelsen af juni er FOA Aalborgs unge igen klar med et arrangement. På det kursus kan du blive skarpere, når du kommunikerer og er i en formidlingssituation. Tilmeld dig nu og få boostet din kommunikation sammen med andre FOA-unge.

Find kurset her: http://www.foa.dk/Afdelinger/FOA-Aalborg/Aktiviteter/Boost-din-kommunikation