Dagplejer, Conny Jensen med børn.
Dagplejer, Conny Jensen følger snoren sammen med børnene, som hver dag får røde kinder udenfor.

Børn og dagplejere sprang ud i naturen

På en solskinsdag i juni var de offentlige dagplejere fra Nibe samlet for at blive inspireret til flere sunde og sjove aktiviteter i naturen.

Også denne dag var børnene i centrum. De fik lov til at prøve de lege af, som naturvejleder Kristoffer Schou havde med fra Friluftsrådets liste over perfekte lege i det grønne rum. Dagplejer Conny Jensen havde opsøgt Friluftsrådet via www.springudinaturen.dk, hvor hun havde booket bussen, så børn og dagplejerne kunne få pirret nysgerrigheden til mere leg i det fri.

Dagplejere i Nibe 

Naturvejleder Kristoffer Schou introducerer dagplejerne.

Stjerneleg med simple rekvisitter
Aktiviteten i Nibe var lavet som en stjerneleg, hvor lykkehjulet afgjorde, hvilke lege børnene skulle lave næste gang. Det hele foregik i det grønne anlæg i Nibe med simple rekvisitter som sten, snor eller plastickasser fyldt med naturens materialer. Nogle børn skulle øve balancegang på spændte wirer mellem træerne, mens andre fulgte reb der var spændt op i et krat. Efter inspirationsdagen i Nibe fik hver af dagplejegrupperne gratis materiale med hjem, så de selv kan vælge de lege, som er bedst for børnene og for årstiden.

Forebyggende indsats for børns sundhed
Temaet for Friluftsrådets aktiviteter er Spring Ud i Naturen, og instruktørerne gjorde en stor indsats for at inspirere til lærerige og bevægende naturaktiviteter. Naturvejleder Kristoffer Schou fortæller, at de præsenterer nogle aktiviteter som er lette at lave for alle og som kræver et minimum af materialer. Deres oplæg giver ideer til at bruge naturen som et bevægelses- og læringslandskab. Naturaktiviteterne er gode til at skabe dialog mellem dagplejere og børn, og derudover skal de fremelske børn og voksnes lyst til at bruge dem som en del af den forbyggende indsats for børns sundhed, fortæller Kristoffer.

Dagplejer Birthe Johansen  

Dagplejer Birthe Johansen med børnene som øver balancen.

Conny, som i forvejen er naturdagplejer, fortæller at hendes børn hver dag får røde kinder. Inspirationen gør, at hun og børnene nu kan variere det de gør ude i naturen. ”Engang imellem kan man godt føle, at man leger det samme hele tiden, og derfor er det perfekt med nye ideer. Særligt balanceøvelsen med at gå på line var børnene vilde med, og så snart vi får materialer til den, så skal den afprøves igen”, siger Conny med entusiasme. En anden perfekt idé var den med plastkasserne fyldt med naturmaterialer. Her skulle børnene træde op med bare tæer og fornemme alt fra mos til sten og grene fra skovens bund. Den leg var børnene også nysgerrig efter at prøve. ”Det bedste ved øvelserne er, at man som dagplejer skal gå forrest og vise dem hvad man selv gør, og så snakker jeg med dem om den oplevelse legen giver,” fortæller Conny.

Her træder børnene op i kasserne med naturmaterialer - og de er meget nysgerrige på udfordringen. 

 Her træder børnene op i plastkasserne med naturmaterialer - og de er meget nysgerrige på udfordringen.

Faglig udvikling er vigtig
FOA Aalborg vil opfordre alle dagplejere til at søge inspiration, hvor de kan. Mange dagplejere har været med på kurser i DGI andre har deltaget i FOAs e-learning projekt og derigennem fået inspiration. Det er ikke afgørende hvor man finder sin inspiration, men måske mere at man får den – til glæde og gavn for børnene og éns egen faglige udvikling.

FOA Aalborgs e-learning-projekt for dagplejere

En tur i naturen giver resultater
Når Friluftsrådet med støtte fra Nordea-fonden kører rundt og besøger landets 0-6-årige, er det bl.a. fordi børn i dag generelt har en dårligere fysik og motorik end for blot 15 år siden. Forskning viser at børn, der kommer ud i naturen, udvikler motorikken, får en bedre koncentrationsevne og et bedre samspil med andre.

 


TV2 Nord
I øvrigt var TV2 Nord også på besøg den dag og fangede børn og voksne i fantasifuld leg i Nibe (Indslaget fra Nibe starter efter 50 sekunder):

Dagplejerne blev inspireret 

Friluftsrådets side på Facebook
På Facebook kan du læse mere om projektet ”Spring ud i naturen”, som er et toårigt projekt, der løber resten af 2015.

Spring ud i naturen