Louise Møller Karlsen - Lona Nielsen og Anders Broberg

Medlemmer er vilde med øreakupunktur

Tilmeld dig et nyt NADA-kursus og oplev den ro og afstressende virkning som øreakupunktur (NADA) giver.

FOA-medlemmer er vilde med kurser i NADA øreakupunktur. Indtil videre har fire hold med 24 deltagere gennemført kurset i 2014 og to nye hold er på vej her i 2015. NADA øre-akupunktur har vist sig særligt virksom på søvnproblemer, koncentrationsevne, psykisk uro, stress, angst og anspændthed. Metoden kan benyttes ved behov her og nu samt til langtidsbehandling.

Informationsmøde om NADA

Tilmeld dig NADA-kursus for kommunalt ansatte

Tilmeld dig NADA-kursus for ledige samt privat- regions- og statsansatte

Mange søgte midler hos kompetencefonden
De mange FOA-medlemmer som har tilmeldt sig NADA-kurset har alle ønsket at lære kunsten at placere nålene korrekt. Kommunalt ansatte deltagere har haft mulighed for at søge midler hjem via kompetencefonden. Det er dog ikke alle der har gjort det, da ikke alle arbejdsgivere har villet betale de 20 procent af kursusafgiften. De øvrige medlemmer - privatansatte, ledige, statsansatte, regionsansatte og kommunalt ansatte, som ikke har søgt fonden har betalt 1000 kroner for kurset. På det andet hold i rækken kom deltagerne fra socialpsykiatrien i Jammerbugt Kommune og de havde alle søgt fonden.

Hvad består behandlingen af?
Behandlingen består typisk af fem nåle i hvert øre. Nålene er tynde sterile engangsnåle, som altid kasseres efter én behandling. Nålene skal helst sidde i minimum 30 - 45 minutter i øret og brugeren bør sidde stille og slappe af for at opnå fuld effekt. Der sker intet ved at nålene sidder længere tid. De fem nåle skal afhjælpe forskellige fysiske og psykiske ubalancer i kroppen, fortæller social- og sundhedsassistent Anders Broberg fra FOA Hjørring. Han fortæller, at den første nål er kaldt Sympaticus og giver fysisk ro og nummer to Shenmen giver psykisk ro. FOA Aalborgs udsendte er prøvekanin og får også sat nåle i ørerne og kan bevidne, at man slapper fortrinligt af efter en halv time med alle fem nåle. Den tredje nål er med til at regulere binyrebarkhormon og kortisol – hvor den fjerde påvirker puls og blodtryk. Den sidste nål skal fremme kroppens afgiftning, så det er ikke så lidt man får ud af fem meget fine nåle. Selvfølgelig kan det mærkes, men det er på ingen måde smertefuldt. Anders understreger, at det drejer sig meget om stikketeknik, så han og de øvrige sendes efter første kursusdag hjem for at træne den helt rigtige teknik, som er altafgørende for om det virker eller ej.

Skabe ro og mindste stress
Anders blev uddannet social- og sundhedsassistent i 2008 og efter nogle år i psykiatrien arbejder han i dag i et botilbud for drenge med en problemskabende adfærd. Nogle gange skader de sig selv og her forudser Anders, at det vil være oplagt at benytte sig at øreakupunktur. I personalegruppen er de dog meget bevidste om, at NADA skal bruges sammen med andre typer af behandling. Tidligere har Anders vikarieret i Aalborg Arrest, hvor de også benyttede sig at NADA for at dæmpe aggressionerne blandt de indsatte.

Mindske medicinforbruget
Louise Møller Karlsen er også klar til at bruge de nyerhvervede evner med nålene. Til dagligt arbejder hun som social- og sundhedsassistent på Syrenbakken i Nørresundby. Her har beboere mange forskellige diagnoser, blandt andet skizofreni, misbrugsskader og hjerneskader. Louise mener, at det er rigtig godt for hende at få det grundlæggende NADA-kursus. Efterfølgende håber hun, at der bliver mulighed at benytte øreakupunktur, som erstatning eller supplement til beboernes medicin. Det bedste der kan ske, er at beboerne undgår at bruge al det medicin, som de får i dag.
 
NADA til personalegrupper?
– NADA ville også være guld værd for personalegruppen, så vi kan være i det stress der ofte opstår, siger Louise begejstret. Nogle af beboerne har en meget udad reagerende adfærd og kan finde på at kaste med møbler og NADA kunne være med til at mindske de ansattes angst. Efter Louises mening kunne de samtidig være fælles om noget der kunne forbedre arbejdsmiljøet, og det ville være til glæde for både borgerne og personalegruppen.

Derudover har Louise planer om at bruge NADA på sin søn, som døjer med uro i kroppen. Hun har allerede prøvet det og efter første forsøg mærkede hun, at det havde en effekt på ham.

NADA i hjemmeplejen
Social- og sundhedsassistent Lona Nielsen fortæller, at hun selv blev meget træt første gang hun fik nåle i ørerne. Den anden gang hun var forsøgskanin kvikkede det hende op, og det var lige det hun trængte til.
I det daglige arbejder Lona i hjemmeplejen i Jammerbugt Kommune, og efter hendes mening kan NADA være med til at spare penge på indlæggelser og genindlæggelser.

Lona oplever ofte genindlæggelser og efter selv at have prøvet NADA, kunne hun godt forudse, at det ville være effektivt. Genindlæggelser skyldes mange forskellige årsager men også angst og utryghed, og det kan NADA være med til at forebygge.

Lona Nielsen øver sig i NADA

Lona Nielsen øver sig i NADA

NADA som personalegode
I første omgang vil Lona afprøve NADA på kollegerne, så de selv kan mærke hvilken effekt det har. – Os i hjemmeplejen er da en oplagt målgruppe - ikke mindst fordi vi er et travlt folkefærd som af og til kører ned med stress. Lona synes, at det ville være en god idé, hvis kommunen kunne tilbyde kurset til de ansatte i plejen og derudover tilbyde akupunktur på linje med andre personalegoder. Bliver hendes idé med øreakupunktur til noget, er det vigtigt, at alle får information om hvad det kan og hvilke begrænsninger det har. Kan det samtidig nedbringe antallet af sygedage i en personalegruppe, så er pengene givet rigtig godt ud, siger Lona med et smil.

Vil du vide mere om NADA øreakupunktur kan du blive klogere her:

 www.NADA-danmark.dk