Social- og sundhedshjælper Lone Andersen - har godt styr på NemId efter god intro i a-kassen.
Social- og sundhedshjælper Lone Andersen - har godt styr på NemId efter god intro i a-kassen.

NemID var overraskende nemt

En opsigelse tvang Lone Andersen til at få NemID - noget, hun ellers havde klaret sig uden. I dag har hun så godt styr på teknologien, at hun selv tjekker lønsedlerne via arbejdsgiverens lønsystem.

Råd i a-kassen fik Lone i gang
Lone har aldrig har været nogen ørn til en computer, men hun benytter den til det hun skal. Efter opsigelsen måtte Lone sætte sig ind i den nye teknologi. Det skal alle ledige i FOA, fordi ledighedserklæringer skal udfyldes på nettet - også Lones.

Heldigvis fik hun hjælp af en a-kassemedarbejder, som til dagligt arbejder i FOA Aalborg. Han hjalp Lone med at udfylde hendes første elektroniske ledighedserklæring og det første dagpengekort. Tålmodigt overbeviste han Lone om fordelene ved at benytte den nye teknologi. De gode råd i a-kassen var altafgørende, for at hun kom godt i gang.

Første login med NemID
Inden Lone loggede på NemID, så hun det som en stor udfordring. Tanken om NemID gjorde hende usikker, men nu har Lone været på både Skat.dk og Jobnet.dk. ”Det var en stor hjælp, at jeg fik hjælp til at logge på Web a-kassen med NemID, da det har gjort mig mere tryg ved alle de elektroniske udfordringer”, fortæller Lone Andersen. Hun har tilmed hjulpet en veninde med at oprette en digital postkasse, så hjælpen har givet Lone blod på tanden.

Mere tryg ved det digitale
Lone blev dog aldrig specialist i ledighedserklæringer, da hun straks efter opsigelsen fandt et nyt job. Hun er nu aftenvagt hos plejefirmaet Intensiv Pleje, og her tjekker hun også lønsedler via nettet. Hver gang hun får løn, modtager hun en e-mail, hvor hun kan logge på for at tjekke om alt er i orden. På arbejdet benytter hun patientsystemet Care, så uanset hvor hun færdes benytter hun computeren. Alle de digitale indgange gør, at hun hele tiden bliver mere tryg ved at logge på, hvor det er nødvendigt. ”Min største udfordring ved at logge på digitalt er, at jeg skal huske flere koder”, siger social- og sundhedshjælperen med et smil. 

Kom godt i gang
Har man som Lone først prøvet flere digitale platforme, så får man øget fortrolighed med computere og login på eksempelvis FOAs Web a-kasse. I FOA Aalborg opfordrer vi alle medlemmer til at få styr på NemID. ”Det er ikke kun de ledige vi opfordrer til at øve sig, men også medlemmer i job. Det er vigtigt, at alle tjekker lønsedlen, da det er den eneste måde de kan sikre sig, at de har fået den korrekte løn,” siger faglig sekretær Pia Mehlbye.

Hent hjælp hos borgerservice eller på biblioteket
Er du ledig og har du brug for hjælp til ledighedserklæringer, kan du selvfølgelig kontakte FOAs a-kasse. Drejer det sig om digital post generelt, opfordrer vi dig til at gå i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

Få styr på din digitale postkasse

Læs mere om digital post på borger.dk