• Læs op
• Udskriv

Dårlig start
På det sted, hvor Jason startede, var der sygehus og plejehjem i ét. Desværre må han sige, at han ikke fik et nævneværdigt udbytte dér. Opholdet blev alligevel en succes, men det skyldtes ikke plejehjemmet, hvor han var, da der knap nok var tid til ham. Skulle han tilegne sig ny viden, var det hans eget ansvar. Eksempelvis vidste de ikke, at Jason kom i praktik, da souschefen netop havde fået nyt job. I starten fik han ikke lov til at dosere medicin og varetage sårpleje, men Jason havde heldigvis god hjælp af den øverste chef, der støttede ham.

Mangel på uddannelse og private pengemaskiner
Det som overraskede Jason mest var den virkelighed, der mødte ham på plejehjemmet: ”Vi havde kun én computer til hele plejehjemmet, og for mig at se er de tyve år bagud i forhold til Danmark. Grunden til der ikke var penge til computere og elevationssenge var, at jeg arbejdede for en ren pengemaskine”. Store aktieselskaber har bygget plejehjem, sygehuse og beskyttede boliger. ”Det eneste de tænker på er at tjene penge. Borgerne bliver passet og plejet, men fortjenesten kommer ikke tilbage til plejehjemmets ansatte”, siger Jason. De ansatte blev ikke uddannet og ifølge Jason kendte de ansatte ikke til løfteteknik. Når det drejede sig om de udadreagerende borgere, havde de ikke et begreb om, hvordan de skulle håndtere det.

Hospice var et ønskejob
Et stort fagligt udbytte fik han til gengæld på Mary Potter Hospice, hvor han særligt lærte meget om mennesker og deres kropssprog. Der blev ikke talt sygdom, men måden der blev talt til og om de syge, var meget professionelt, husker han. Jason gjorde alt for at suge viden til sig og for ham var det et ønskejob. Selv blev han rost for sin måde at møde borgerne på, og det oplevede han som en stor anerkendelse. 

På New Zealand er finansieringen af et hospice meget anderledes end i Danmark. Der støtter staten med 60 procent, hvorefter borgere donerer resten, så det fortsat kan være ”gratis” at komme der. Mange står i kø for at gøre et frivilligt stykke arbejde på Mary Potter hospice – eksempelvis laver de mad eller organiserer aktiviteter.

Assistenter ligner sygeplejersker på New Zealand
Det sundhedspersonale han mødte i praktikken kom fra Indien og Filippinerne – mennesker som er kendt for at arbejde hårdt og som er nødsaget til at sende penge hjem til familien.

Jason sammenlignede de sygeplejestuderende på New Zealand med social- og sundhedsassistenter i Danmark. De øvrige hjælpere på plejehjemmene kom direkte fra gaden uden uddannelse, og de blev kun trænet via sidemandsoplæring.

Tilstræb god kommunikation med vejlederen
Det som reddede ham fagligt, var den store indsats med de ugentlige rapporter som han sendte hjem til vejlederen i Danmark. ”Mit største problem var, at jeg stillede skyhøje forventninger til mig selv. Nu ved jeg, at man ikke kan forvente at komme til det hele i en udenlandsk praktik.” Det som særligt gjorde opholdet udbytterigt var, at han ydede en stor indsats for at reflektere over alt det han så, oplevede og gjorde. Han indrømmer, at det var tidskrævende for ham – særligt fordi han hele tiden måtte have flere sprog i hovedet. De praktiske opgaver i det daglige foregik på både engelsk og latinsk, og når det drejede sig om refleksioner til vejlederen, så skulle de skrives på dansk.

Dertil kommer, at han har haft en hjerneblødning som indimellem betyder, at han har svært ved at holde koncentrationen intakt.

Læs historien: Jason valgte SOSU-vejen efter fatal hjerneblødning

Udover hans ugentlige refleksioner afleverede Jason tre opgaver og valgte at koncentrere sig om det han fandt mest udfordrende. Opgaverne omhandlede en borger med knoglekræft, en borger med infantil polio og endelig en med skrumpelever. Emnerne udforskede han via det han oplevede og via nettet. ”Inden man tager afsted er mit gode råd til andre i udenlandspraktik, at sikre sig klar kommunikation med vejlederen hjemme i Danmark, ellers giver det alt for store udfordringer”, understreger Jason.

Hellere gammel i Danmark
Jason indrømmer, at han kritiserer New Zealands måde at drive sundhedssystem på - ”Jeg elsker mit land, men efter jeg kom til Danmark, kan jeg kun sige, at velfærdssystemet fungerer væsentligt bedre her, og hver eneste skattekrone er godt givet ud, ifølge Jason. Jeg vil meget hellere blive gammel i Danmark end på New Zealand.” Praktikken gav ham et helt nyt syn på Danmark, og står det til ham, håber han ikke, at hans forældre skal på plejehjem på New Zealand, da god pleje forudsætter, at man har penge.

I dag er Jason fastansat på plejehjemmet Thomasminde i Aalborg. Den største udfordring er den dokumentation som bliver krævet af ham, men øvelse gør mester og Jason er fortrøstningsfuld. Han kan sagtens se sig selv i rollen som vejleder, da han synes, at det er meningsfuldt at understøtte den store faglighed der er kendetegnende for den danske sundhedssektor.