Reduktioner, uddannelse og privatisering prægede 2014

Skriftlig beretning 2014 for social- og sundhedssektoren i FOA Aalborg.

Massefyringer i Aalborg Kommune
Endnu en gang kan vi i social- og sundhedssektoren se tilbage på et hektisk år. 2014 bød på mange udfordringer, som vi helst ville have undgået. Men der var trods alt også lyspunkter og fremgang. I Aalborg Kommune reducerede man med 130 stillinger inden for fritvalgs-området. Sektoren var i langvarige og intense forhandlinger med kommunen. Det endte med, at kommunen sendte opsigelser til cirka 65 af vore kolleger. Allerede den gang satte sektoren spørgsmålstegn ved kommunens forudsætninger og prognoser. Sidst på året 2014 viste det sig, at vi fik delvis ret. Opgaverne forsvandt ikke, som kommunen havde forudsagt. Det resulterede i, at cirka 20 af de udmeldte opsigelser blev annulleret. Glædeligt for de kolleger, der nu fortsat har arbejde. Men helt urimeligt og uforståeligt, at Aalborg Kommune ikke har bedre styr på tingene.

Flere uddannelsesforløb
I forhandlingerne lykkedes det trods alt at få aftalt uddannelse. Som en udløber af processen fik 19 social- og sundhedshjælpere adgang til at uddanne sig til social- og sundhedsassistenter. Når vi er ved uddannelse, skal det ligeledes nævnes, at der i 2014 er etableret uddannelsesforløb for plejehjemsassistenter, der uddanner sig til social- og sundhedsassistenter.

Portører på uddannelse
Der har været gennemført et imponerende uddannelsesprogram for portørerne på Aalborg Sygehus. Bl.a. er der uddannet 21 hjælperøgdykkere. Det samme sker i 2015. Alt sammen ikke mindst, takket været en vedholdende og fremsynet indsats fra portørgruppen og tillidsrepræsentanterne.

NADA og akademiuddannelse
På samme vis har en del af sektorens medlemmer gen¬nemført NADA-kursus. Et forløb, hvor man uddannes til at udføre en form for øre-akupunktur.

I 2014 afsluttede et hold akademiuddannelsen i velfærdspraksis.

Privatisering af praktisk hjælp og personlig bistand
Udbud af praktisk hjælp og personlig bistand har i 2014 stort set konstant været på dagsordenen. Det er i større eller mindre målestok med i kommunernes overvejelser.

I Rebild blev det ved overvejelserne, idet man kom frem til, at indsatsen og omkost-ningerne på at forberede udbuddet, ikke stod mål med resultatet.

Vesthimmerland gennemførte udbuddet på rengøring i eget hjem.

I Jammerbugt er man aktuelt i gang med at udarbejde udbudsmateriale på to pleje-centre og fritvalgs-området. Efterfølgende skal politikerne tage endelig stilling til, om de ønsker at gennemføre udbuddet.

I alle de nævnte tilfælde har sektoren været i kontakt med embedsfolk og politikere med det formål at afbøde virkningerne af eventuelt gennemførte udbud. Og allerhelst for at undgå, at udbud overhovedet sættes i værk.

Fornyelse af overenskomsten - OK15
I 2014 har der ligeledes været brugt ressourcer på at indhente overenskomstkrav. Forhandlingerne om fornyelse af overenskomsten foregår netop nu i januar og fe-bruar. Som sædvanlig gennemføres der en urafstemning, når det færdige resultat foreligger.

Lokalaftaler og arbejdsmiljø
Et tema på sektorbestyrelsens dagsordener har blandt andet været lokalaftaler og ar¬bejdsmiljø. Uden at nå et endeligt resultat, har vi diskuteret, hvordan lokalaftaler i for¬hold til arbejdstid kan udfærdiges, uden at det giver negative konsekvenser for ar¬bejdsmiljøet. Ikke nogen nem opgave. Temaet vil fortsat være på dagsordenen i 2015.

Nye medlemmer i sektorbestyrelsen
I løbet af den seneste periode har to bestyrelsesmedlemmer forladt sektorbestyrelsen. Først Anne Mølgaard, som blev erstattet af Bjørn Seberg. Senest har Dorte Lund Lillelund trukket sig fra sektorbestyrelsen. Hun er blevet erstattet af Jette Landgrebe.

Ny næstformand i social- og sundhedssektoren er Torben L. Sejrup.

Jeg vil gerne slutte med at sige tak til både Anne Mølgaard og Dorte Lillelund for deres indsats og samarbejdet i sektorbestyrelsen.