Rikke Vad
Pædagogisk Assistent Rikke Vad har nu fået sine feriepenge.

Rikkes feriepenge udeladt på lønsedlen

Job som barnepige
Rikke Vad var i nogle måneder ansat som barnepige i et privat hjem, hvor hun mest gjorde rent i en familie med tre børn. Hun arbejdede for 118 kroner i timen, men fik desværre ikke alle hendes feriepenge. Langt om længe har hun fået de feriepenge, som hun havde ret til, og Rikke ser nu frem til at komme på en tiltrængt ferie.

Jobbet som barnepige tog hun i forbindelse med uddannelsen til pædagogisk assistent. I første omgang var hun ansat i 10 timer, siden 15 og til sidst 20 timer. Rikke hjalp til i hjemmet, det som betegnes som aflastning som kan bevilges efter servicelovens § 52.

Krav om feriepenge betragtet som opsigelse
Rikke havde fået en ansættelseskontrakt, men blev overrasket, da hun kom til 1. maj 2014. Hun fik ikke de feriepenge hun havde ret til, og derfor ringede hun til lønkontoret i Jammerbugt Kommune. De kunne desværre ikke hjælpe hende. Problemet var, at hun uden feriepenge ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Herefter sagde Rikke til familien, at hun blev nødt til at stoppe med at arbejde, hvis hun ikke fik feriepengene. Den udtalelse betragtede de som en opsigelse, og så mistede hun de tyve timer. Siden har Rikke været ansat som vikar i Brovst og Arentsminde, og hun har nu fået en midlertidig stilling på 37 timer, som pædagogisk assistent i Brovst Børnehave.

12.000 kroner i manglende feriepenge
Herefter gik Rikke i FOA med alle lønsedlerne. På nogle af dem var der noteret ferie-timer mens de var udeladt på flere af lønsedlerne. FOA fik reddet trådene ud og den 1. december 2014 fik Rikke udbetalt 12.000 kroner – penge som hun havde manglet i hendes budget siden maj 2014. I Jammerbugt Kommune var de glade for FOAs henvendelse, og det er sandsynligt at flere barnepiger kan mangle deres feriegodtgørelse.

Husk at tjekke feriepengene på din lønseddel
I FOA kan vi kun opfordre alle til at tjekke lønsedlen og det gælder også feriepengene, da alle ifølge ferieloven er berettiget til feriegodtgørelse.