Dagplejere hænger kogler op til fuglene og fik historien i den lokale avis.

Dagplejere har opnået stor synlighed

I Storvorde gør dagplejerne meget for at være synlige i gadebilledet.

Senest har de fyldt grankogler med fuglefrø og hængt dem op lokalt. Det er en af de måder, hvor de synliggør de kommunale dagplejere og viser deres aktiviteter. Forhåbentlig gør det, at forældre overvejer den kommunale dagplejer, når de skal vælge pasning til de yngste børn, siger dagplejer Jeanette Rosengren.

Dagplejer Inge Johnsen med Benedicte og Jeanette Rosengren med Storm.

Dagplejer Inge Johnsen med Benedicte og Jeanette Rosengren med Storm.

 
At mødes er vigtigt
Jeanette fortæller, at de gør en stor indsats for at profilere sig, og heldigvis har de fået en rigtig god kontakt til den lokale journalist. Spørger du Jeanette, så er det nødvendigt at være synlige i gadebilledet, da de har mistet kolleger på grund af det faldende børnetal.
Der har været flere udpegninger i området, og det har fået de fleste dagplejere til at tænke – gad vide om det bliver mig næste gang. Derfor prøver de at tænke alternativt, og tænker hele tiden på at synliggøre det de laver som dagplejere. De fik bl.a. taget fotos, da de indviede den lokale ”fuglerestaurant” med kogler på et stort træ midt i byen og historien prydede den lokale avis. 
 
PR via avis og Facebook
De har også lavet en lukket gruppe på Facebook, hvor de skriver hvilke planer de har, og så kan andre dagplejere deltage i initiativet, hvis de har lyst og det er muligt.
De tænker meget på PR af den kommunale dagpleje og næste tiltag handler om indsamling af skrald sammen med børnene. Her vil de selvfølgelig ringe til avisen for at fortælle, at de kommunale dagplejere igen er på banen. Samtidig lærer børnene, at det ikke er okay at smide skrald, og på den måde er det både nyttigt og lærende for de mindste.
Jeanette har også lavet en lille video om dagplejen, som de har delt på Facebook. De kan se at det giver udslag, da forældrene ”liker” og deler opslagene på Facebook. Vi håber, at de nye forældre ser det og opdager, at vi gør en stor indsats, siger dagplejer Inge Johnsen. 

Kogle på grene - fyldt med fuglefrø og palmin.

Kogle på gren - fyldt med fuglefrø og palmin.

Fuglerestaurant i Storvorde
Initiativet med kogler til fugle har de lavet i gruppen af kommunale dagplejere i Storvorde, og det er vigtigt for sammenholdet, fortæller Inge.

Vil du vide hvordan du laver fuglekoglerne, så fortæller Inge, at det er ret simpelt, og at alle børn kan hjælpe til, når der skal laves kogler til fugle.

Opskrift på kogler til fugle
1 Fyrrekogle
1 plasticpose 
1 snor til ophængning
1 håndfuld fuglefrø
25 gram palmin eller svinefedt - stuetemperatur.

Sådan gør du
Du skal binde snoren på koglen og lad den stikke ud af posen. Fyld posen med fuglefrø og palmin inden du laver en knude på posen. Herefter kan alle børn få frø og palmin til at hænge ved koglen, og herefter er den klar til at blive hængt ud til fuglene.

God fornøjelse med jeres kogler til fuglene!