Servicemedarbejder Bjarne Rose
Servicemedarbejer Bjarne Rosa installerer blandt andet brandalarmer for at øge sikkerheden hos borgerne.
Foto: imks024@foa.dk

Tryghedsuddannelsen - håndgribelig og tryghedsskabende

Servicemedarbejder Bjarne Rose gør det sikkert for borgere og ansatte.

Tryghedsuddannelsen er et projekt startet af Aalborg Kommune. Formålet er, at medarbejdere i rengøringsenheden og hjemmeplejen lærer at sikkerhedstjekke de ældre borgeres hjem. På Beredskabsskolen Aalborg lærer medarbejderne brandbekæmpelse, førstehjælp og at tjekke for risici i ældre borgeres hjem – blandt andet faldfare. En del af undervisningen involverer, at deltagerne kommer ud i en ”falsk” lejlighed, hvor de skal finde riskozoner.

Kurset har skabt stor begejstring og de medarbejdere i hjemmeplejen og rengøringsenheden, som har været på uddannelse, har imponeret underviseren. Man har derfor på skolen været nødt til at tilføje flere fejl og mangler på de såkaldte test-lejligheder.

 

Brandfare - kan også være en klud på en lampe!

Brandfare - kan også være en klud på en bordlampe!

 

Lederne i rengøringsenheden og hjemmeplejen har også deltaget i kurset, så de også har lært lidt af hvad de ansatte gennemgår på Tryghedsuddannelsen. Oda Bertram er en af de ledere som har været afsted, og hun fortæller, at hendes opgave er at støtte op om projektet, så medarbejderne er forberedt og motiveret til at tage af sted. ”På sigt er det meningen, at alle borgere skal have en røgalarm, og det sker i takt med at de ansatte kommer på uddannelse,” siger Oda Bertram. Efter afsluttet kursus modtager alle deltagere et diplom som synligt bevis på deres nye kompetencer.

 

Servicemedarbejder Bjarne Rose 

Bjarne Rosa på besøg hos borgeren Henning som er glad for, at der nu er styr på sikkerheden i boligen.

 

Bjarne Rosa gør det sikkert for borgere og ansatte

Det som sker, når hjemmet er vurderet af det uddannede plejepersonale, er at servicemedarbejder Bjarne Rosa tager sig af de mangler og justeringer, der kan udbedres uden hjælp fra en håndværker. Typisk starter han med at tale med borgeren om de farer han umiddelbart kan spotte – det kunne være blade som ligger på komfuret eller løse tæpper i hjemmet. I hjemmet monterer han røgalarmer og sætter strips på ledninger, som kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko.

 

Servicemedarbejder Bjarne Rose tjekker ledninger 

Bjarne Rosa på vej til at sætte strips på ledninger ude hos en borger.

 

Mange af hjemmeplejens medarbejdere har allerede gennemført uddannelsen som gør, at de er i stand til at sikkerhedstjekke, om hjemmet hos borgeren er trygt både for borgere og medarbejdere. I hvert hjem vurderes sikkerheden ud fra et kort spørgeskema, som medarbejderne gennemgår. Her noterer de, om der er løse tæpper i hjemmet, om der er for mange ledninger koblet på en forlængerledning og om der er brandalarm installeret. Skemaet fra hjemmeplejen går videre til Bjarne Rosa, som siden 15. oktober 2015 har installeret mere end 200 brandalarmer. Udover brandalarmerne tjekker han også mulige brandveje i boligen. Selv efter at Bjarne har været på besøg er det vigtigt, at de ansatte fortsat motiverer borgere og pårørende til at gøre noget ved potentielle farer i hjemmet.

 

Servicemedarbejder Bjarne Rose sætter brandalarm op.

Her installeres én af mange brandalarmer hos en borger i Aalborg Kommune.

 

Fra Portland til seniorjobber i Rengøringsenheden

Bjarne der nu er ansat i et seniorjob i Aalborg Kommunes Rengøringsenhed fortæller, at han har en fortid på Aalborg Portland, hvor han var i 30 år. Nu står den på hjemmebesøg hos alle kommunens borgere og alt efter om han skal til Hals, Nibe eller Aalborg kan han nå cirka syv borgere om dagen. Er der ting som Bjarne ikke selv kan klare, så opfordrer han borgeren til at anskaffe en elektriker eller en tømrer, hvis det kræver noget ekstra. Bjarne trives i jobbet, og den største udfordring han har, er at finde parkeringspladser, når han skal besøge boliger tæt på bykernen. Heldigvis er Bjarne en tålmodig mand, så han skal nok få boligerne gjort sikre for både borgere og medarbejdere.

 

Aalborg: fokus på risici skal øge sikkerheden for alle