Sammen gør vi forskellen.
Kære Mette og Kristian. Situationen for vores velfærd er alt for alvorlig til at lade politisk taktik og intriger stå i vejen for socialt ansvarlige løsninger. FOA er parat til at kæmpe for vores velfærd. Er I?

Vi skal kæmpe for velfærden

Der var engang et land, der var mestre i lighed og velfærd. Landet hed Danmark, og dets borgere levede et trygt og lykkeligt liv i visheden om, at deres børn og ældre var sikret en god barndom og en værdig alderdom. Men så gik noget galt, og inden danskerne kunne nå at sige ”nødvendighedens politik”, var det lille smørhul i toppen af det europæiske kontinent blevet forvandlet til et asocialt og småligt land, hvor de rige blev rigere, og de fattige, syge og arbejdsløse bare skulle tage sig sammen og finde et job. De rige blev hjulpet godt på vej af skiftende regeringer, der gav dem den ene skattelettelse efter den anden, så de kunne få råd til endnu mere dyr rødvin og luksusbiler med fede fælge.

Men hvad med de fattige, syge og arbejdsløse? Fik de da ingen hjælp? Jo jo, her har velmenende politikere, blå såvel som røde, givet en venlig hånd med. For syge skulle jo bare motiveres raske, forstået på den måde, at man for eksempel forringede førtidspension og fleksjobordningen, så det blev så træls at være syg, at man faktisk blev rask af det! Og arbejdsløse skulle hjælpes efter samme devise – gør dem fattige, så finder de helt sikkert et job.

Det er måske nok sat lidt på spidsen. Men det beskriver efter min egen mening fint den udvikling, vi har set, siden den økonomiske krise tog fat for omkring syv år siden. I FOA er vi ret imod den udvikling, som er med til at ødelægge det Danmark, vi har kendt igennem adskillige årtier: Velfærdssamfundet Danmark, hvor ingen skal lide materiel nød.

Med den nye Venstre-mindretalsregering er der lagt i ovnen til endnu mere ulighed og fattigdom. Og det til trods for, at valget i juni kunne demonstrere et klart velfærdsflertal, der gik imod Lars Løkkes drømme om offentlige nedskæringer og indførelse af endnu flere fattigdomsydelser. Indtil videre får Løkke lov til at gennemføre sin asociale politik, fordi Socialdemokraterne ønsker at være en ”ansvarlig” opposition, som forskellige socialdemokrater har været ude at forklare. Men grænsen mellem ansvarlighed og tandløshed er hårfin, kære socialdemokrater, og hvad med den sociale ansvarlighed og ansvaret over for jeres vælgere, som har stemt på jer, fordi de netop var imod Løkkes nedskæringer og nulvækst-drømme?

I FOA mener vi, at ulighed og fattigdom er en dårlig forretning for Danmark, for det marginaliserer og ekskluderer mennesker. I stedet for velstand til de få, skal vi have velfærd for de mange. Det er sådan, vi er blevet til et af verdens lykkeligste og rigeste lande. Derfor foreslår vi, at Socialdemokraterne og DF finder hinanden og sammen arbejder imod Løkkes nulvækst og i stedet arbejder hen mod et mere lige Danmark.

Kære Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. I er tilsyneladende enige om retningen for vores velfærdsstat, så hvad med at slå pjalterne sammen og kæmpe for det Danmark, vi sammen ønsker. Et Danmark, hvor levealder og sundhed ikke afhænger af postnummer, uddannelse og erhverv. Et Danmark, hvor vores børn får lige muligheder i livet, og hvor succes eller fiasko ikke afhænger mors og fars indkomst. Et Danmark, hvor vores ældre kan leve værdigt og trygt efter et langt og slidsomt arbejdsliv.

Kære Mette og Kristian. Situationen for vores velfærd er alt for alvorlig til at lade politisk taktik og intriger stå i vejen for socialt ansvarlige løsninger. FOA er parat til at kæmpe for vores velfærd. Er I?