• Læs op
• Udskriv

Det er nu godt og vel et halvt år siden, Venstre-regeringen introducerede os for et nyt begreb i dansk politik: Omprioriteringsbidrag. Omprioriteringsbidraget går kort fortalt ud på, at kommunerne skal betale et bidrag af deres samlede budget på 1 procent de næste 4 år. Det svarer til 2,4 mia. kroner om året. Det er næsten 10 mia. kroner i alt over en fireårig periode.

Jeg skrev dengang, at Venstres omprioriteringsbidrag i virkeligheden er et NEDprioriteringsbidrag. Nedprioritering af velfærden, vores børn, vores ældre, vores syge og handicappede. Jeg skrev, at der reelt var tale om nedskæringer, og det holder jeg ved. For i dag er vi begyndt at kunne mærke konsekvenserne lokalt, hvor kommunerne nu skal til at finde ud af, hvilke velfærdsområder, der nu skal beskæres. Og det gør rigtigt ondt i en allerede hårdt presset kommunal sektor.

Jeg kan godt forstå, at Frank Jensen som Københavns overborgmester nægter at pege på, hvor der skal spares, når staten på den måde stjæler fra kommunekassen for så at lege den glade gavegiver på regeringens prioriterede områder, hvad enten det drejer sig om et løft til sygehusene, flere ressourcer til politiet, nye kampfly eller endnu en skattelettelse til de rige. Men når regeringen ønsker at prioritere andre områder, så må de også være mandfolk nok til at pege på, hvor der så skal skæres. Vælgerne skal have mulighed for at se, hvem der står bag de kommunale nedskæringer. Derfor ville jeg ønske, at flere borgmestre rundt omkring i landet ville boykotte omprioriteringsbidraget ligesom Frank Jensen.

Mens Venstre-regeringen, og begrædeligt også den tidligere SR-regering, forsøgte at ”redde” velfærden ved at skære den ned stykke for stykke, så mener jeg, at vi for at redde vores velfærdssamfund er nødt til at investere i det. Vi er nødt til at investere massivt i forebyggelse for at høste de økonomiske frugter på lang sigt. Dette kræver en fundamental nyorientering af den økonomiske tænkning og den meget kortsigtede og snævertsynede tilgang til de offentlige budgetter.

Skal den offentlige sektor være økonomisk bæredygtig på længere sigt, må vi investere i et ordentligt arbejdsmiljø, så medarbejderne ikke bliver syge. Alt for mange gange har vi set kommuner fyre medarbejdere for samtidig at prøve at dæmme op for sygefraværet blandt de tilbageværende ansatte. Det er helt hul i hovedet, da den primære årsag til sygefraværet er, at medarbejderne er overbebyrdet og går ned med stress på stribe på grund af det elendige arbejdsmiljø, der efterhånden findes mange steder ude i kommunerne. Færre medarbejdere skal løfte et stadigt voksende antal opgaver. Enhver anden virksomhed ville have tacklet et voksende antal opgaver ved at investere: I nye medarbejdere og ny teknologi. Det skal den offentlige sektor også gøre, hvis den skal være bæredygtig.

Det er med stor glæde og forhåbning, at jeg har set initiativet  www.velfaerdsalliance.dk skyde op i København, hvor flere af de lokale fagforeninger sammen bekæmper regeringens ødelæggende nedskæringspolitik. Den slags har vi brug for i resten af Danmark. Fagforeninger, organisationer, politikere og alle, der vil og tør kæmpe for den velfærd, vi i Danmark har været kendt for i årtier.