Jytte Christensen, sektorformand for pædagogisk sektor i FOA Aalborg.
FOA: Oprindeligt var der lagt op til, at handleplanen for dagplejen skulle behandles som selvstændigt punkt, men nu er punktet forsvundet som ved et trylleslag i udvalgets seneste dagsorden.

Børne- og ungepolitik baseret på mavefornemmelser giver sur mave i FOA Aalborg

Tilsidesættes den demokratiske proces og objektiv analyse til fordel for én mands mavefornemmelser?

Rebild Kommunes byrådspolitikere kan gøre sig skyldige i proces- og tillidsbrud i sagen om reorganisering af dagplejen.Det står klart, efter det er kommet frem, at handleplanen for dagplejen er blevet sløjfet som selvstændigt punkt på dagsordenen, når Børne- og Ungdomsudvalget mødes onsdag den 13. januar 2016, hvor de skal behandle: Forslag til et sammenhængende decentralt tilbud for de 0-16 årige.

 

Det betyder praktisk, at dagplejere og forældre ikke får mulighed for at give deres besyv med, når det skal besluttes, om dagplejerne skal decentraliseres og ”fusioneres” med daginstitutionsområdet. Oprindeligt var der lagt op til, at handleplanen for dagplejen skulle behandles som selvstændigt punkt, men nu er punktet forsvundet som ved et trylleslag i udvalgets seneste dagsorden.

 

- FOA Aalborg har fra start været meget skeptisk over for præmissen om, at decentralisering er den rigtige model i forhold til at imødese dagplejens udfordringer, og vi har bedt om en konsekvensredegørelse ved en decentralisering og opsplitning af dagplejen. Desværre er vi fortsat uden objektiv analyse af konsekvenserne for dagplejens faglighed og de økonomiske motiver og konsekvenser, udtaler sektorformand Jytte Christensen.

 

I stedet er vi blevet spist af med en byrådspolitikers mavefornemmelse, der siger ham, at det hele er godt. Er det kommet dertil i Rebild Kommune, at man er klar til at tilsidesætte den demokratiske proces og objektiv analyse til fordel for én mands mavefornemmelser?

 

FOA Aalborg opfordrer kraftigt Rebild Kommunes ansvarlige politikere til at genfinde det demokratiske sindelag. Det er en forudsætning for, at fremtidens samarbejde imellem kommune og dagpleje kan ske på et fundament af gensidig tillid.

 

For at komme tilbage på det demokratiske spor og få genskabt tilliden er der brug for, at handleplanen for dagplejen igen får sit eget selvstændige punkt på dagsordenen, og at dagplejere og forældre bliver hørt og taget alvorligt.

Lagt på den 11.01.2016