Justitia i Landsretten i Viborg
Justitia - Vestre Landsret i Viborg.

Bortvist: Upassende opførsel til privat fest kostede jobbet

Vestre Landsret har omstødt byrettens dom og giver arbejdsgiver rettens ord for, at det er okay at bortvise en ansat efter upassende opførsel til en privat fest.

En mandlig social- og sundhedsassistent blev bortvist fra arbejdet på grund af det, som arbejdsgiver kalder et brud på tilliden på grund af upassende opførsel i forbindelse med en kollegas private fødselsdagsfest. Arbejdsgiver havde mistet tilliden til ham som medarbejder, og det argument vejede højest i Landsretten, hvor en institution i Himmerland blev frifundet og social- og sundhedsassistenten med FOA i ryggen tabte.

 

Øl i håret på kollega og andre forseelser

På tidspunktet for bortvisningen arbejder han som social- og sundhedsassistent med omsorgsarbejde i aften og nattevagt. Han bliver bortvist den 3. juli 2013, og den sanktion kommer som et chok for medarbejderen, da han allerede har været på arbejde to gange efter den fest, hvor han beskyldes for i beruset tilstand at forulempe flere. Han hælder blandt andet øl i håret på en kollega, overfuser en anden og opfører sig på flere måder upassende. Social- og sundhedsassistenten kan ikke selv huske noget fra festen, men bagefter er han klar over, at den ikke har været som fester er flest, og derfor undskylder han allerede næste dag til et par af de kolleger, som har været med.

 

Passende opførsel!

”Med den tabte sag in mente skal FOAs medlemmer være meget mere påpasselige. Mener arbejdsgiver, at du har trådt ved siden af normen for passende opførsel, og det kommer ham for øre, så kan du blive bortvist for dine forseelser. Det handler ikke kun om, at det skader arbejdsgivers ry og rygte, men også om at tilliden mellem kollegerne brydes, og det derved skader det fremtidige samarbejde,” understreger sektorformand, Peter Ottosen fra FOA Aalborg.

 

Ledelsen bortviser på grund af tillidsbrud

FOA Aalborg forsøger undervejs at få ledelsen på institutionen til at benytte en knap så radikal sanktion, men de afviser og derfor rejses sagen. Spørgsmålet gik kort og godt på, om hvorvidt man som arbejdsgiver kan bortvise en medarbejder på grund af episoder som har fundet sted til en privat fest. Ingen fra ledelsen deltog i festen, men de hørte om forløbet fra kolleger der deltog. Ledelsen har vurderet, at social- og sundhedsassistentens handlinger var af så alvorlig karakter, at kollegerne mistede respekten til social- og sundhedsassistenten. Den manglende tillid til den mandlige medarbejder, er den væsentligste grund til at landsretten omstøder byretsdommen og giver institutionen ret til at bortvise på det givne grundlag.

 

Mister job, løn og efterlønspræmier
På tidspunktet for bortvisningen er social- og sundhedsassistenten 63 år gammel, og han mister ikke blot jobbet men også løn i opsigelsesperioden, mister sundhedsforsikringen og samtidig taber han to af tolv efterlønspræmier. Det gør, at han mister ikke mindre end 154.000 kroner i manglende efterløn. Det er den økonomiske side af sagen og dertil kommer den menneskelige del, som har haft stor indvirkning på social- og sundhedsassistentens liv. Heldigvis vidste han ikke, hvor hårdt det ville blive at gå igennem først arbejdsløshed, opstart af firma, retssagen mod arbejdsgiveren og siden et opslidende kræftforløb med sygemelding og kemo-kure.

 

Ventetiden har været som psykisk terror

Den mandlige medarbejder undrer sig over, hvorfor ledelsen ikke kunne nøjes med at afskedige ham: ”Jeg havde trods alt været en trofast medarbejder på institutionen i mere end seks år, men måske gjorde de det for at spare nogle håndører? Det er korrekt, at jeg har dummet mig, men jeg forstår ikke, at penge er vigtigere end mennesker,” siger en forbløffet social- og sundhedsassistent.
Han er skuffet over hele forløbet, men mest over måden bortvisningen foregik på, da han blev kaldt til møde med ledelsen uden varsel og uden mulighed for at få en bisidder med fra FOA. Han er ikke den eneste som er blevet bortvist fra institutionen, i samme uge som social- og sundhedsassistenten blev bortvist skete det også for en anden kollega.

 

Sagen var den udløsende faktor for min kræftsygdom
Social- og sundhedsassistenten fortæller, at sagen har været som en stopklods for ham, da han hele tiden har følt, at han ikke kunne komme videre med livet, før der var sat punktum i sagen. Mange har selvfølgelig spurgt ind til sagen og det gør, at han ofte er blevet mindet om festen, som han deltog i tilbage i juni 2013.
Undervejs har han haft mange tanker om forløbet, men han har også været vred og ked af det. De ærgrelser og skuffelser er han overbevist om har udløst hans egen kræftsygdom. ”Det er jo bevist, at et svækket immunforsvar kan føre til kræft, og var jeg ikke blevet bortvist, så tror jeg ikke jeg havde fået kræft. Faktisk tror jeg, at retssagen har været den udløsende faktor,” understreger han med alvor i stemmen. Kræften fylder og har fyldt meget hos social- og sundhedsassistenten, men heldigvis er han ifølge eget udsagn en overlever, og så har han en god kone og familie, som har støttet ham gennem hele forløbet. Selvom han måtte vente tre måneder på kræftoperationen, så fortæller han, at han fik en fantastisk behandling, da han endelig kom til.

Tvunget tilbage på arbejdsmarkedet som 66-årig
Social- og sundhedsassistenten vil opfordre alle ledere på FOAs område til at tænke sig om en ekstra omgang, før de skrider til en bortvisning. Han fortryder bittert det skete, men havde også håbet, at bortvisningen blev ændret til en ordinær fyring. Det er en rigtig træls måde, at han er kommet væk fra arbejdspladsen på, og social- og sundhedsassistenten fortæller, at han kommer til at mangle de penge, som han havde håbet på at få i manglende løn og efterløn. Dommens udfald tvinger ham af økonomiske årsager tilbage på arbejdsmarkedet, også selvom han netop er fyldt 66 år.

FOA sikrede assistentens feriepenge
Faktum er, at FOA-medlemmet og FOA tabte sagen, og nu skal FOA betale sagens omkostninger. Trods udfaldet roser social- og sundhedsassistenten FOA Aalborgs faglige medarbejder, som har kæmpet for sagen, og været med til at skabe ro på de møder, der blev holdt med arbejdsgiveren. Derudover har FOA tidligere hjulpet social- og sundhedsassistenten med at få udbetalt manglende feriepenge og heldigvis lykkedes det.

Senest redigeret den 07.06.2016 af imks024@foa.dk