Er du forhindret af sne?

Sker det, at du ikke kan møde på arbejde på grund af ufremkommelige veje efter et voldsomt snevejr, er det vigtigt, at du ringer til arbejdsgiveren. Du skal informere om en evt. forsinkelse eller et manglende fremmøde på arbejdspladsen. Det skal ske senest ved arbejdstidens begyndelse, hvis det er muligt.

Aftal med din arbejdsgiver
I et ansættelsesforhold stiller du din arbejdskraft til rådighed, men betingelserne for hvordan du kommer på arbejde er i princippet arbejdsgiveren uvedkommende. Når du ringer til din arbejdsgiver opfordrer vi dig til at aftale, om du holder ferie, ferie fridag eller afspadserer.

Er du fraværende er arbejdsgiveren berettiget til at foretage løntræk for de timer, du ikke har arbejdet. Det vil dog være muligt at aftale med arbejdsgiveren, at der betales for timerne ved brug af tilgodehavende afspadsering eller ferie(fri)dage.

Voldsomt snevejr - ikke misligeholdelse...
Det skal dog siges, at udeblivelsen ikke vil kunne anses som misligholdelse af ansættelsesforholdet med en opsigelse eller bortvisning til følge, hvis du kan bevise, at du er uden skyld i det manglende fremmøde. Det gælder eksempelvis hvis politiet fraråder al udkørsel på grund af et voldsomt snevejr.

Er du i tvivl bedes du kontakte din tillidsrepræsentant eller en faglig medarbejder i FOA Aalborg.