192.000 kroner efter løncafé med FOA
Penge retur til FOA-medlemmer efter løncafé på Højgården. Tilmeld dig næste løncafé, så du bliver bedre til at tjekke din løn!
Et medlem fra Højgården i Farsø kontaktede FOA for at få tjekket sine lønsedler. Der viste sig at være mange fejl i hendes lønseddel, og derfor holdt FOA møde med de medlemmer på Højgården som var interesserede i at få gennemgået de ting man særligt skal være opmærksomme på, når man henter lønsedlen i e-boks. Efter mødet på Højgården har FOA Aalborg sendt krav om udbetaling af et samlet beløb på 192.000 kroner, hvoraf de fleste allerede er udbetalt.
Råd til lidt ekstra efter løntjek
Sygehjælper Mette Priskorn er en af de medarbejdere på Højgården, som blev positivt overrasket efter mødet med FOA og det efterfølgende løntjek. Efter skat har hun fået 26.000 kroner udbetalt, og Mette kunne derfor få råd til både et køleskab og et fryseskab. ”Det er dejligt at vide, at der er tjek på lønnen, og når det står i overenskomsten, så skal den også følges. Desværre kan reglerne godt være uoverskuelige, og derfor var det godt, at FOA tog hånd om alle der ønskede af få tjekket deres lønsedler. Så, se nu for pokker at få jeres lønsedler tjekket,” udbryder Mette, som ikke kan forstå dem som bare lader stå til, hvis der er penge at hente i manglende løn.
Social- og sundhedsassistent Kirsten Mark har også fået penge efter løntjek. Hun fortæller, at kollegerne taler åbent om, at få den løn de er berettiget til, og så tjekker hun altid lønsedlen, og er hun i tvivl går hun gerne til gruppelederen.
FO-dag og afspadsering placeret på samme dag
Problemet hos de fleste af medarbejderne på Højgården var, at der eksempelvis blev placeret FO-dage og afspadseringsdage på den selv samme dag. Ifølge overenskomsten skal en FO-dag altid placeres alene. FOA Aalborg gennemgik lønsedlerne og aftalen med arbejdsgiver blev, at forseelser fra før oktober 2012, hvor det drejer sig om afspadsering og ferie på FO-dage blev udbetalt som overarbejde. De nyere forseelser blev udbetalt som seks timers overarbejde.
Allerede på det første møde på Højgården, havde flere deres lønsedler med, og siden har flere fået tjekket deres eller er kommet tilbage med ældre lønsedler. De første FOA-medlemmer fik udbetalt manglende løn tilbage i november og december 2015, og de sidste har fået udbetalt penge i maj 2016.
Kom til løncafé og få (mere) styr på din lønseddel
Flere gange årligt holder FOA Aalborg løncafé, hvor medlemmerne får rådgivning til hvordan de bedst kan sikre, at de får den løn de har ret til. Hold øje med alle FOA Aalborgs aktiviteter her:
Aktiviteter i FOA Aalborg