Spisning ved sektorens generalforsamling.
Gør din indflydelse gældende og tilmeld dig til spisning til den årlige generalforsamling i sektoren.

Social- og sundhedssektoren taler medlemmernes sag

Plejecentre i udbud

Jammerbugt Kommune har i 2015 udbudt driften af Saltum Plejehjem og Solgården i Fjerritslev til Aleris. De overtog driften pr. 1. november 2015. Sektoren har fulgt pro­cessen nøje. Kommunen har, som en konsekvens af budget 2016, valgt at lukke Hune Plejecenter.

Vesthimmerlands Kommune har besluttet at lukke Ulstruplund. Sektoren er i dialog med begge kommuner for at sikre omplacering og fortsat ansæt­telse til vores kolleger. Samtidig bruger vi anledningen til at tale uddannelse og op­kvalificering i bestræbelserne på at sikre at FOA-kollegerne fortsat har mulighed for arbejde inden for området.

 

Arbejdsvilkår
På Fremtidens Plejehjem har pårørendegruppen udtrykt stor bekymring for plejeper­sonalets arbejdsvilkår. Sektoren har deltaget i møde med pårørendegruppen og fået italesat nogle af de problemstillinger, som gruppens retorik og handlinger har medført for personalet.

 

Tilgodehavende afvist af Garantifond

Lønmodtagernes Garantifond har afvist medarbejdernes krav om dækning af deres tilgodehavende i forbindelse med Kærkommens konkurs. Her har sektoren og FOA været behjælpelig med at indsende krav – både til Lønmodtagernes Garantifond og til Aalborg Kommune. 

 

Grænsesag mellem FOA og 3F

3F har rejst en grænsesag ved LOs grænseudvalg vedrørende hospitalers interne og eksterne centrallagre, centraldepoter, lagre og depoter. 3F har krævet, at såvel fag­lærte lager- & logistikarbejdere som ufaglærte på såvel interne depoter som eksterne centrallagre hører under deres organisationsområde. FOA har henvist til, at portører (og tidligere hospitalsarbejdere) altid har været beskæftiget med depot- og lager­funktioner, som også er omfattet af portøroverenskomstens bestemmelser om funk­tionsløn, og vi har derfor krævet området henført til FOAs område.

 

175 færre i regionen

Så var det i 2015, at Region Nordjylland valgte at gennemføre rammebesparelser for cirka 200 millioner kroner og de erkendte, at med så voldsomme besparelser, ville der ske afskedigelser i et omfang, der gjorde, at lov om masseafskedigelser skulle tages i anvendelse. Besparelseskonsekvenserne blev udmøntet på sygehus- og psykiatriom­rådet.  Det forventes, at der samlet set i Region Nordjylland skal afskediges cirka 175 ansatte.

 

Kommunale budgetter er udfordret
Kommunerne er udfordret på økonomien. I Rebild Kommune er et mindre forbrug vendt til et overforbrug og en af udfordringerne er bl.a. tomgangshusleje. Rebild Kommune havde en rammebesparelse i 2015 på 0,5 procent, som formentlig også kører videre i 2016.

 

I Jammerbugt Kommune skal findes en større sum penge grundet budgetoverskridelser på grund af fejlberegninger. I kommunen er der varslet 12 påtænkte afskedigelser inden for ældreområdet.

 

I Aalborg Kommune har man vedtaget at tilføre et større beløb til ældreområdet, grundet det stigende antal ældre i 2016.


Systematisering af fagligheden

FOA har længe været undervejs med udvikling af et fagligt praksis-analyse-værktøj for tillidsrepræsentanter. Projektet drejer sig om, hvordan den faglighed, som stærke og dygtige tillidsvalgte udøver i opgaveløsningen. Værktøjet er med til at systematisere, oversætte og omsætte faglighed, så opgaverne bliver konkrete og målrettede. Det er hensigten, at værktøjet skal være en løftestang for den systematik og erfaring, der metodisk ligger bag kompetenceafklaringsværktøjet i TR Løfte 2.0. Langt de fleste tillidsvalgte har allerede arbejdet med værktøjet, som videreudvikles de kommende år.