Afstemningsresultatet blev: Ja: 253 Nej: 35 Blank: 14. Dermed er sammenlægningen mellem FOA Aalborg og FOA Thisted-Morsø vedtaget. Anja Søe og Kristian Gaardsøe holder symbolsk JA-kortene frem i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling.
Afstemningsresultatet blev: Ja: 253 Nej: 35 Blank: 14. Dermed er sammenlægningen mellem FOA Aalborg og FOA Thisted-Morsø vedtaget. Anja Søe og Kristian Gaardsøe holder symbolsk JA-kortene frem i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling.
Foto: Inge-Marie Krøier

Pressemeddelelse

FOA-ja til sammenlægning i andet forsøg

FOA Nordjylland er en realitet!

FOA-medlemmer i Aalborg sagde JA til en sammenlægning mellem FOA Aalborg og FOA Thisted-Morsø. Denne aften var Vejgaardhallen fyldt til bristepunktet med 302 spændte medlemmer og gæster, der hyggede med buffet og herefter deltog i generalforsamling. 

253 af 302 sagde Ja til FOA Nordjylland
Afstemningsresultatet fordelte sig med 253 ja-stemmer, 35 nej-stemmer og 14 blanke stemmer. Dermed sagde mere end 2/3 af de stemmeberettede medlemmer JA, og sammenlægningen mellem FOA Aalborg og FOA Thisted-Morsø er nu en kendsgerning efter en intens generalforsamling, hvor rigtig mange havde noget på hjertet.

Sammenlægning i andet forsøg
Den ekstraordinære generalforsamling var den anden ekstraordinære generalforsamling, hvor FOA Aalborgs medlemmer havde lejlighed til at give deres mening til kende om sammenlægningen. Afdelingsbestyrelsen havde af flere årsager kaldt ind til generalforsamling - blandt andet fordi 750 FOA-medlemmer havde skrevet under for en ny generalforsamling. Derudover ønskede de at give arbejdsro til pædagogisk sektor og afdelingen, der stod overfor ordinære generalforsamlinger med vigtige personvalg på dagsorden. Desuden stod FOA Thisted-Morsø med et enstemmigt Ja fra den seneste generalforsamling i november. Sidst men ikke mindst mente bestyrelsen stadig, at ”sammenlægnings-pakken” var og er det bedste grundlag for at føre FOA-medlemmerne ind i fremtiden.

Oplæg og debat om sammenlægningen
Ebbe Jacobsen fra FOAs forbundshus, var aftenens dirigent og han førte FOA Aalborgs medlemmer sikkert gennem debat og afstemning. Formand
Kristian Gaardsøe fremlagde ”sammenlægnings-pakken”, hvor han gik mere i dybden med de emner, som flere medlemmer ikke mente, var belyst fyldestgørende til generalforsamlingen i november. Fordelene drejede sig bl.a. om - øget forhandlingsstyrke ved en sammenlægning og det, at vi bedre kan udnytte hinandens faglige ressourcer. Desuden har det faldende medlemstal også haft indflydelse på ønsket om at lægge sig sammen. Kristian Gaardsøe fortalte, at han og hele den politiske ledelse har arbejdet hårdt på at informere om sammenlægningen og understregede, at de havde svaret alle der havde stillet spørgsmål. ”Kort og godt er en sammenlægning bedst for FOA og bedst for jer”.

Formanden indrømmede, at medlemmerne og afdelingsbestyrelsen var for langt fra hinanden i efteråret: ”Derfor vil relationsarbejdet blive vores første og største opgave i 2017”, sagde Kristian Gaardsøe med henvisning til et tættere samarbejde med de tillidsvalgte og medlemmerne. Herefter opfordrede han alle til at stemme JA med ordene: ”SAMMEN GØR VI FORSKELLEN”.

Opbakning og kritiske spørgsmål
Debatten varede knap en time og undervejs kom der flere kritiske spørgsmål, men også positive tilkendegivelser til sammenlægningen.

Kasserer Kim Jacobsen, næstformand Pia Pedersen og formand Kristian Gaardsøe forsøgte på bedste vis at svare på de mange indlæg. Herefter indledte Ebbe Jacobsen og stemmeudvalget selve valghandlingen. Valget foregik ved håndsoprækning og efter kort tid stod resultatet klart.

FOA Nordjylland er en realitet og Kristian Gaardsøe udtaler; Et JA er drivkraften til at arbejde videre. det glæder mig, at så mange kom til orde og blev hørt til gårsdagens generalforsamling. Det er vigtigt for demokratiet og selvom der er forskellige opfattelser af fordelene ved en sammenlægning, så mener vi i afdelingsbestyrelsen stadig, at det er bedst for FOA og dermed for medlemmerne. FOAs slogan er: SAMMEN GØR VI FORSKELLEN, og det vil vi gøre alt for at leve om til i fremtiden” understreger Kristian Gaardsøe som fremover kan kalde sig formand for FOA Nordjylland.

Fakta om FOA Nordjylland

  • Antal medlemmer fra FOA Thisted-Morsø: 2.776*
  • Erhvervsaktive medlemmer: 2.047*
  • Kommuner: Thisted & Morsø
  • Antal medlemmer fra FOA Aalborg: 11.743*
  • Erhvervsaktive medlemmer: 9.178*
  • Kommuner: Jammerbugt, Vesthimmerland, Rebild & Aalborg
  • Antal medlemmer i det nye FOA Nordjylland: 14.519*

* Tallene er pr. 31.12.16.

 Kort over de kommuner FOA Nordjylland dækker. 

Det røde område viser de kommuner som FOA Nordjylland dækker - derudover eksisterer FOA Vendsyssel, FOA Frederikshavn og FOA Mariagerfjord.