Lis Lyneborg Kristensen
Lis Lyneborg Kristensen optjener timer i FOA Nordjylland.
Foto: Inge-Marie Krøier

Pressemeddelelse

Lis og Torben optjener timer hos FOA Nordjylland

En forholdsvis lille indsats af FOA Nordjylland har været til stor glæde for Lis og Torben som havde brug for timer, så de igen er berettiget til fuld ydelse.

Rigtig mange kontanthjælpsmodtagere, der ikke har levet op til kravet om at arbejde 225 timer årligt, er blevet sat ned i ydelse. En af dem som er ramt af 225-timersreglen*, er det 53-årige FOA-medlem Lis Lyneborg Kristensen. Hun fortæller, at hun den 1. december 2016 gik 1000 kr. ned i ydelse, og det betyder, at hun skal leve af en månedlig kontanthjælpsydelse på 10.143 kr. (2017).

 

Sparring og vikartimer

I ledighedsperioden har Lis været tilknyttet Råderummet hos AOF Nord, hvor der er jobrettet sparring og mulighed for vikartimer. Hun har bl.a. brugt tiden i Råderummet til at søge jobs, og hun fortæller, at betingelsen for at deltage i Råderummet er, at man har en aftale med jobcentret. Lis har også brugt Råderummet for at skaffe vikartimer, men desværre havde Lis ikke skaffet de 225 timer, som er kravet for at hun kan modtage fuld kontanthjælp.

 

225 timer gør en stor forskel!

Heldigvis manglede FOA Nordjylland en afløser i rengøringen. Derfor kontaktede FOA Råderummet for at høre om der var FOA-medlemmer, der netop manglede at optjene penge for at få optjent 225 timer inden for de sidste 12 måneder.

Lis var én af dem, og hun meldte sig straks til at komme til samtale, da hun udover erfaring med det pædagogiske område også har erfaring med rengøring. Lis fortæller, at hun er superglad for at få mulighed for at genoptjene timer, da det betyder, at hun snart kan få fuld kontanthjælpsydelse, og det gør en stor forskel i husholdningsbudgettet. ”Nedgang i kontanthjælpsydelsen betyder jo ikke, at buskort og husleje bliver billigere. Og det kræver en god evne til at prioritere indkøbene for at få pengene til at slå til,” understreger Lis Lyneborg Kristensen.

 

Seks medlemmer får lov at genoptjene timer i FOA

Lis sætter stor pris på de timer hun bliver tilbudt hos FOA, og hun synes, at det er dejligt med noget at lave i stedet for at være i Råderummet, hvor de er mellem 60 og 80 ledige som hver dag søger jobs eller venter på at få vikartimer. Hun startede i FOA Nordjylland den 2. januar 2017, og her skal hun være frem til den 19. februar 2017, hvor hun har optjent de krævede 225 timer. ”Herefter har vi aftale med fire andre FOA-medlemmer, der som Lis, har mulighed for at genoptjene timer. Den største ulempe er sandsynligvis, at det ansatte servicepersonale i FOA Aalborg på kort tid skal lære nye op, og det kræver tid og ressourcer, men heldigvis er FOAs personale også indstillet på at gøre en indsats.

 

Torben Bech Poulsen 

Torben Bech Poulsen optjener timer for at bibeholde dagpengene.

 

Også Torben optjener timer i FOA
Udover Lis har Torben Bech Poulsen også fået glæde af at optjene timer i FOA Nordjylland. Torben har også fået mulighed for at optjene timer. Han manglede 65 timer for at blive genindplaceret i dagpengesystemet. Alternativet for Torben var, at han var nødsaget til at ansøge om kontanthjælp.

Leder med lys og lygte efter fast job
Torben som oprindelig er udlært VVS-mand har i lange perioder arbejdet som teknisk servicemedarbejder på Klarup Skole og Vejgaard Østre skole. Han fortæller, at han stadig søger fast arbejde via FOA Job Match, hvor han har en jobprofil. Når han ikke har vikararbejde søger han jobs hver uge, og han håber snart at have held med jobsøgningen. Inden han fik arbejde på skoleområdet arbejdede han i Sverige, Grønland og på Sjælland, men det passer ikke særligt godt, når man har små børn, bemærker Torben. I en periode arbejdede han også i rengøringsordningen, men det seneste år har han udelukkende vikarieret på skoler eller renoveret udenoms arealer, og det arbejde passer ham rigtig godt.
Torben er glad for at FOA Nordjylland tager et socialt ansvar, men han ville dog foretrække fast arbejde fremfor vikariater.

”Det er dejligt at høre, at både Lis og Torben er glad for aftalerne, og jeg vil opfordre andre arbejdsgivere til at tænke på kontanthjælpsmodtagere der mangler få timer,” opfordrer FOA Nordjyllands næstformand Pia Pedersen.

 

 

*Fakta 225-timersreglen

  • 225-timersreglen er en del af en større jobreform, som Folketinget vedtog 17. marts 2016. Kontanthjælpsmodtagere skal minimum arbejde 225 timer årligt for at undgå, at deres ydelse sættes ned eller falder bort.

  • Det afhænger af ens situation, hvor meget man mister. Enlige forsørgere kan miste op til 1.000 kroner om måneden, mens samlevende for eksempel kan miste den enes kontanthjælp helt.

  • Landets kommuner kan undtage visse kontanthjælpsmodtagere fra reglen efter en faglig vurdering. Der er dog stor forskel fra kommune til kommune, hvordan det praktiseres.

Kilde: Information