Kristian Gaardsøe - formand i FOA Nordjylland
Kristian Gaardsøe - formand i FOA Nordjylland
Foto: Inge-Marie Krøier

Pressemeddelelse

Ros til ny politisk alliance som fjerner produktivitetskrav

FOA Nordjylland ser med optimisme på det nye forslag, som skal fjerne sygehusenes produktivitetskrav, som år efter år har ædt sig ind til marv og ben af velfærden.

Produktivitetskravet har været medvirkende til, at også FOA Nordjyllands medlemmer, som arbejder på sygehusene, har følt sig pressede – nøjagtig som det øvrige personale. FOA bakker op om de partier som nu vil fjerne det ildesete produktivitetskrav, som de seneste 12 år har presset arbejdsmiljøet for alle personalegrupper på sygehusene.

Det glæder os, at der er forståelse for at man fjerner et krav om effektivisering, som har fået alle til at jage uopnåelige mål, og som bid for bid har ædt lunser af den ellers så roste velfærd på de danske sygehuse. Uforbeholden ros til den nye alliance på Christiansborg, som har nikket ja til at fjerne produktivitetskravet - nemlig SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Kravet om højere produktivitet har været et politisk styringsredskab, som hidtil har været indskrevet i de årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner og regeringen. Det styringsredskab holder ikke længere – og nu har politikerne heldigvis også indset det. Effektiviseringerne har ramt borgernes oplevelse af velfærden og den offentlige service, og det har medført, at de tilbageværende medarbejdere har måttet kæmpe for at kompensere for de manglende kolleger. FOAs medlemmer har haft overordentligt svært ved effektiviseringskravene, da de allerede følte, at de havde overskredet grænsen for hvor stærkt de kunne løbe og stadig forsvare fagligheden.

 

Med fjernelsen af produktivitetskravet ser det mere rimeligt ud, og i FOA Nordjylland håber vi, at velfærdens og arbejdsmiljøets slingrekurs igen kommer på ret kurs.