Det gode serviceniveau fastholdes IKKE på plejehjemmene
Det nye budgetforslag 2019-2022 vil sætte arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene under endnu større pres på plejehjemmene. Vi frygter, at ansatte vil søge væk, nye vil være svære at fastholde og rekrutteringen af arbejdskraft vil blive vanskeliggjort.
Af: Fællestillidsrepræsentanter i FOA Nordjylland: Birthe Christophersen Absalonsgade 9, Aalborg - Mona Jensen Kirkevej 50, Vodskov - Helle Holm, Smedegårdsvej 58, Aalborg Ø.
De seneste års effektiviseringer på plejehjemmene har betydet, at det ikke længere er muligt at opretholde en værdig normering. Særligt aften- og nattevagter er presset og dagvagter løber hurtigere for at få den basale pleje af de ældre borgere til at hænge sammen.
Med de nye besparelser på plejehjemsområdet på cirka 11 mio. kr. kan det gode serviceniveau ikke fastholdes, og den varslede personalereduktion anser vi som helt uacceptabel. Social- og sundhedspersonalet vil derfor vide, hvilke opgaver der ikke længere skal udføres! Kort og godt - hvad er det vi udfører i dag som er unødvendigt?
Endnu en reduktion kan få den konsekvens, at bemandingen bliver så sparsom, at den enkelte plejehjemsbeboer må forvente, at det varer længere tid inden den enkelte kan få hjælp. Der vil også være større risiko for, at demente beboere forlader plejehjemmet i utide.
Aalborg kommunes ældre borgere efterspørger omsorg og nærvær viser en rapport fra 2018. Det bliver umådeligt svært at indfri de ønsker, og af samme grund bekymrer det personalet meget, at klippekortsordningen halveres, så de ældre fremadrettet må nøjes med 1 time om måneden – mod før 2½ time.
I Ældre- og sundhedsafdelingen er der allerede sket en reduktion af social- og sundhedspersonalet siden 2012. Der har været en nedgang på 13 % i fuldtidsstillinger og på samme tid er antallet af akademikere steget med ikke færre end 159 %. Tallene for de seneste seks år ser skræmmende ud, men desværre kan vi frygte, at nedgangen fortsætter med det nye budget.
Social- og sundhedspersonalet er også bekymret for den fremtidige vagtplanlægning. Særligt hvis det får den konsekvens, at det ugentlige timetal nedsættes. Det vil nemlig betyde flere vagter for den enkelte, og det vil sandsynligvis få den konsekvens, at flere vælger faget fra, hvis det bliver endnu sværere at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.
Vores forventning er, at kommunens politikere tager ansvaret, hvis de bebudede besparelser føres ud i livet. Det er nødvendigt at politikerne prioriterer opgaverne på plejehjemmene og åbent og ærligt står frem for at fortælle om de konsekvenser, besparelserne får for beboere og personale. Giv også de pårørende informationer om besparelserne, så den formidling ikke bliver pålagt social- og sundhedspersonalet.