Kristian Gaardsøe, formand for FOA Nordjylland
Kristian Gaardsøe, formand for FOA Nordjylland
Foto: Inge-Marie krøier

Musketered gav bonus ved OK18


Ingen løb fra indholdet i musketereden under OK18. Til gengæld var den og sammenholdet med til at sikre de gode resultater.

Set i bakspejlet så gav sammenholdet i den grad bonus ved OK18. Den afgørende ingrediens var musketereden, der betød, at de øvrige organisationer i OK- forhandlingsfællesskabet satte egne forhandlinger på pause, indtil der var reelle forhandlinger hos lærerne. Bid mærke i passagen reelle forhandlinger!

Ingen brød musketereden i den form, den blev aftalt.

Mange sagde undervejs, at musketereden blev brudt, men skal vi være retfærdige overfor topforhandlerne med Anders Bondo i spidsen, så var der reelle forhandlinger, og det var dét, musketereden gik ud på. Ingen brød musketereden i den form, den blev aftalt.

Det hele startede med talgymnastik fra Løhde om en høj lønudvikling blandt de offentligt ansatte - set i forhold til de privatansattes lønninger. Men endte med et resultat, som vi, efter min mening, sagtens kan være bekendt - ikke vildt prangende, men de værste knaster blev barberet væk.

I fagbevægelsen havde vi netop sagt ja til at stå sammen med kravet om en reallønsudvikling, der svarer til lønnen blandt privatansatte. Kunne vi derudover sikre andre elementer i aftalen - som spisepause til statsansatte og lærernes arbejdstid - ville det have været ønskværdigt. Men hverken pausen eller arbejdstidsaftalen for lærerne var nok til at udløse en konflikt - det kunne til gengæld lønspørgsmålet.

Vi undgik strejken, og fagbevægelsen med Dennis Kristensen i spidsen fik vendt folkestemningen. Med klare udtalelser og med en læseværdig dagbog fik alle et indblik i det, som foregik. Til trods for krævende forhandlinger, så evnede topforhandlerne at gøre budskaberne folkelige. Det har haft afgørende betydning for resultaterne. De løbende udmeldinger var i høj grad med til at mobilisere medlemmerne og den danske befolkning. Netop folkestemningen var med til at bære OK18-resultatet igennem.

Tilbage i 2013 havde solidariteten ringe kår, da lærerne blev spist af med lovgivning frem for arbejdstidsregler. Det skete ikke i 2018, og det er den største sejr for OK18 og solidariteten. I begyndelsen blev Dennis Kristensen klappet ud som en anden filmstjerne foran forligsinstitutionen. Efter indgåelse af det første forlig på regionsområdet ændrede retorikken sig en smule, og han blev skoset for at indgå forlig uden at få alle med. Men han fik netop alle med. Det første forlig udløste den såkaldte ketchup-effekt - de øvrige forlig fulgte efter som perler på en snor. Dennis Kristensen fortjener ikke et dårligt eftermæle på baggrund af misforståelser om musketereden, som på den ene side var udfordringen, og på den anden side var den udløsende faktor for de gode resultater.

Det bliver spændende at se, hvad sammenholdet kan medføre efter et historisk ja til at fusionere FTF og LO til en fælles hovedorganisation. Selvom der er faggrupper, som ikke kan se sig i den nye organisation, vil den omfatte knap 1,5 millioner lønmodtagere. Lad det blive en ny stærk stemme som ved fremtidige overenskomster kan udvise den solidaritet, vi har set ved OK18.