Åben krukken med velfærdshonning
Lige nu venter borgmestrene med rumlende maver på den næste levering af velfærdshonning fra den nykronede bidronning Mette Frederiksen.
Foto: Colourbox

Åben krukken med velfærdshonning

Bidronningen Mette Frederiksen fik endelig samlet sin ministersværm. Med en måneds forsinkelse skal Kommunernes Landsforening, Regionerne og Finansmister Nicolai Wammen derfor nu ud i neglebidende forhandlinger om de kommunale budgetter. Så kommunal- og regionspolitikerne i Nordjylland sidder i spænding og venter på, hvor meget honning, der kommer i krukken til velfærd i næste års budget.
FOA Nordjyllands formand svinger dog fluesmækkeren og siger, som en anden Peter Plys til alle parter; brug nu den ekstra måned til at summe over, hvor I kan finde den ekstra honning, der er så desperat brug for.

Peter Plys’ går altid langt i bestræbelserne for at finde honning. Mange af hans eventyr handler om den godmodige bjørns ind imellem hæsblæsende strabadser, for at finde frem til den fedtede nektar, som gør hans liv så godt.

Sliddet efter at finde tilstrækkelige mængder af velfærdens honning kan borgmestrene og de øvrige lokalpolitikere i de nordjyske kommuner skrive under på. Der mangler altid penge.

Lige nu venter de med rumlende maver på den næste levering fra den nykronede bidronning Mette Frederiksen. Men leverancen er en måned forsinket. Forhandlingerne mellem Finansministeren og Kommunernes Landsforening er udskudt, fordi Bidronningen lige skulle have sin Regering på plads, inden hendes sværm kunne gå i gang med deres arbejde.

Men dette års honningleverancer er imødeset med særlig spænding. For Mette Frederiksen har lovet markante forbedringer af velfærden. Og håbet er, at det allerede kan mærkes fra næste år på plejehjem, sygehuse og i skolerne. Så man kan egentlig godt forstå, hvis politikerne i kommunerne og regionerne summer lidt utålmodigt rundt lige nu. Den 10. oktober forventes det eksempelvis at Aalborgs borgmester og resten af hans politiske kolleger tager hul på første behandling af, hvordan pengene skal fordeles. Hård opgave.

En måneds forsinkelse ville Peter Plys ikke gå i panik over. Han ville i stedet bruge den nyvundne tid til at sætte sig hen til sit ”tænkested”. Ikke for at filosofere over noget specielt. Men bare for at lade tilfældet udspille sig. Han plejer nemlig at få gode ideer, dér ved den rolige å i udkanten af Hundredemeterskoven.   

Og måske kunne der opstå nogle rigtige gode ideer hos borgmestre og øvrige lokalpolitikere, hvis de satte sig hen et øjeblik på deres ”tænkested”. Måske kunne der dukke nogle nye erkendelser op. Nye visioner for de standarder vi kan tilbyde borgerne. 

Det er ikke utænkeligt, at de ville ende med at filosofere over de mange nedskæringer de har stået bag de seneste 10-12 år. Der er alt for få SOSU’er, service- og pædagogisk personale. Og dem der er, har alt for travlt. Det går både ud over borgerne og de ansatte. Serviceniveauet er betænkeligt lavt. Situationen er tæt på desperat mange steder.

Men også Regeringen har noget at filosofere over. For de har bundet kommunalbestyrelserne på hænder og fødder med den forhadte budgetlov. Og den skulle de tænke på at skrotte. Helst i går. Den har medført at kommunerne maksimalt må strække sig en halv procent ud over det aftalte budget. Ellers skal de betale det overskredne beløb i bøde året efter. Det gør kommunaldirektørerne og byrådet kronisk ængstelige for bøderegn og underskud. Så i praksis indefryser de penge fra budgettet, som aldrig kommer ud og skabe nye offentlige arbejdspladser eller legepladser, fordi de frygter vinterens komme. De holder på millionerne, og det kan man direkte se afspejlet på omsorgen over for din gamle tante på plejehjemmet, og på hvor mange ture den handikappede dreng nede ad vejen kan komme ud på om året. 

Jeg ønsker alle politikere en god tænkepause frem mod budgetforhandlingerne. Vi har brug for at I finder nye løsninger. Man har vel lov til at være optimistisk. Det ville Peter Plys være. Hvorefter han ville spørge, om han måtte få lidt mere honning.