Fyrede tillidsvalgte: Fagforeninger demonstrerede foran rådhuset i Hobro
FOA Nordjylland støttede op om den fælles støtteaktion for de fyrede tillidsvalgte i Mariagerfjord Kommune.
Mange fagforeninger var samlet for at give politikerne en ny vinkel på den sag som indtil videre kun har haft pressens og kommunaldirektørens synsvinkel. Langt over hundrede var samlet foran rådhuset i Hobro.
Af: Inge-Marie Krøier
Her mødte medlemmer fra Danmarks Lærerforening, HK Kommunal, FOA, Social Pædagogerne og Dansk Sygeplejeråd politikerne forud for økonomiudvalgets møde den 23. januar 2019. Det gjorde de fordi fyring af tillidsvalgte er en alvorlig sag, og derfor havde FOA Nordjyllands formand Kristian Gaardsøe også opfordret de tillidsvalgte til at støtte op om demonstrationen. Kristian frygter, at metoden bliver spredt, hvis ingen går imod politikernes fyring!
Brug for samarbejde
Fagforeningerne og de tillidsvalgte har brug for at der er et godt samarbejde med politikerne. Af samme grund er der ikke brug for, at fyring af tillidsvalgte bliver en ny dagsorden. Med demonstrationen ønskede fagforeningerne at sætte fokus på det fremtidige samarbejde. For FOA og de øvrige fagforeninger er det vigtigt at få at vide, om kommunen forventer, at samarbejdet skal foregå på den måde fremadrettet?
Faktum er, at i alt seks tillidsvalgte i Mariagerfjord Kommune har fået en fyreseddel i forbindelse med en større afskedigelsesrunde i Mariagerfjord Kommune. Efter flere forhandlinger mellem kommune og faglige organisationer er der i fire af sagerne lavet en aftale. Det handler om tre arbejdsmiljørepræsentanter og en TR-suppleant, der var varslet fyret.
Gentagelser – nej tak
”Vi har ikke brug for at det sker igen, og derfor gik vi på gaden, da fyring af tillidsvalgte er en meget principiel sag, som kan gøre at det skaber unødig utryghed blandt de tillidsvalgte,” understreger Kristian Gaardsøe, FOA Nordjylland.
Endnu mangler to sager at blive afgjort og det handler om sager for to tillidsrepræsentanter fra henholdsvis Danmarks Lærerforening og HK, og sagen skal afgøres i en faglig voldgift.
Fyringsvarslerne har fået 3F, HK, Dansk Socialrådgiverforening, Danmarks Lærerforening og FOA til at anklage Mariagerfjord Kommune for organisationsfjendtlig handling. Skal tillidsvalgte fyres, skal der ligge tvingende omstændigheder til grund siger de i enighed og truer med at lægge en sag an mod kommunen i fællesskab. Endnu ved vi ikke, hvornår sagen kommer for retten.
Fagforeningerne og de tillidsvalgte har brug for at der er et godt samarbejde med politikerne.