Værkstedsassistenterne Uffe - Henriette - John - Runi og Betina vil gerne mødes med fagfæller!
Fra venstre værkstedsleder Uffe Lillevang Hald, Projekt VIA, Ressourcecenter Aalborg og værkstedsassi-stenterne: Henriette Skat Nedergaard (TR) RCA – Ressourcecenter Aalborg, John Nørnberg Andersen RCA – Ressourcecenter Aalborg, Runi Joensen Projekt VIA, Ressourcecenter Aalborg og værkstedsleder Betina Hansen Projekt VIA, Ressourcecenter Aalborg
Foto: Inge-Marie Krøier

Læs om værkstedsassistenter / ledere der inviterer til fagligt kickoffmøde

Til kickoffmødet er der fokus på faglig sparring og netværket byder på øl, vand og smørrebrød! Vi vil gerne høre, hvordan din hverdag ser ud? Kom og del det med os!

Fem værkstedsassistenter fra Aalborg har været meget begejstrede for ideen om et faggruppenetværk, og de håber på, at netværket kan bidrage med den faglige sparring som de savner. Hvis FOA Nordjyllands værkstedsassistenter/leder er registreret korrekt, burde der være op mod 22 erhvervsaktive fagfæller. Dem vil de med indkaldelsen til mødet gerne gøre en indsats for at samle.

Tilmeld dig kickoffmødet her

Arbejdsvilkår og uddannelse
Den faglige sparring er en mangelvare, da de blot er 220 værkstedsassistenter på landsplan. Derfor kalder de til kickoffmøde 2. april 2019 i fagforeningshuset i Aalborg. De vil blandt andet gerne have fokus på faggruppens arbejdsvilkår og uddannelsesmulighederne for værkstedsassistenter. Derudover vil de også gerne være sociale, og derfor byder netværket på øl, vand og smørrebrød i håbet om at samle så mange som muligt. Kender du en værkstedsassistent/leder i Nordjylland, så opfordrer vi alle til at give tippet videre – uanset hvilken nordjysk FOA-fagforening eller LO-fagforening de er medlem af.

Hjælper borgerne videre i arbejdslivet
Spørger du de fem nyvalgte tovholdere, så har de det fedeste job, hvor de dagligt udfordres af borgere med forskellige behov. Et andet kendetegn for de fem værkstedsassistenter er, at de har uforudsigelige arbejdsdage – med markante udfordringer som samtidig gør deres hverdag spændende. De fortæller enstemmigt, at det er givende at følge borgere som lykkes udenfor det kommunale system. Det kan være at netop den borger, som de har hjulpet på vej, får et job og en kæreste – netop fordi de troede på dem, og fik dem videre i systemet. Fælles for Uffe, Henriette, John, Runi og Betina er, at de har til opgave at få borgerne videre i ordinær beskæftigelse. De tre værkstedsassistenter og de to værkstedsledere arbejder sammen – blot på to forskellige adresser RCA/VIA og RCA/skjernvej i Aalborg Kommune.

Meld dig til værkstedsassistenternes møde 2. april
”Det sjove ved mit arbejde er alle de kasketter jeg har, men jeg vil bare gerne klædes på til arbejdet. Særligt når man tænker på de borgere med multidiagnoser, som vi arbejder med, så kunne jeg sørme godt bruge et kursus i konflikthåndtering,” fastslår Betina Hansen som arbejder med den yngste gruppe af borgere. Derudover vil hun og de andre tovholdere se frem til mere faglig sparring, så de kan fylde rygsækken med erfaringer fra andre fagfæller. ”I FOA Nordjylland bakker vi op om værkstedsassistenterne og håber at faggruppenetværket kan give dem en brugbar sparring. Vi opfordrer alle værkstedsassistenter til at melde sig på banen, når de tovholderne for netværket kalder til møde 2. april,” siger faglig sekretær Jesper Hejlman Hermansen.

Uens rammer
Jobbeskrivelsen for værkstedsassistenterne og værkstedslederne i Aalborg kan gælde for andre i samme fag, men kan også afvige en del. Det oplevede Henriette Skat Nedergaard, da hun deltog i det seneste faggruppelandsmøde. Landsmødet gjorde hende opmærksom på, at rammerne for jobbet kan være meget forskellige – og måske er der også forskelle i den nordjyske region? Det ser de frem til at finde ud af, når de forhåbentlig mødes med flere nordjyske fagfæller til april. Det som de overordnet arbejder med er at udvikle og afklare borgernes arbejdsevne. Det gør de via forskellige tilbud, der kan medvirke til at integrere persongrupper med særlige problemstillinger på arbejdsmarkedet.

At begå sig på det ordinære arbejdsmarked
Udgangspunktet for RCAs arbejde, uanset målgruppe, er beskæftigelse på værksteder i en arbejdspladslignende virksomhed. De ansatte arbejder dagligt med en konkret indsats sammen med borgerne. Metoden på ressourcecentret er, at den enkelte borger i dagligdagen mødes med de krav og normer, som man mødes med på det ordinære arbejdsmarked og uddannelsessystem. Formålet er at skabe mulighed for udvikling af borgeren ud fra den enkeltes forudsætninger. Målet er, at den enkelte kan begå sig i samfundet og i et almindeligt job. Et eksempel kunne være, hvis en borger stiller sig uden for arbejdsfællesskabet ved at holde mange og lange pauser. I det tilfælde ville en værkstedsassistent følge op på observationer og konfrontere den enkelte med henblik på udvikling, læring og anvisning af alternative handlemuligheder.

Individuelle afklaringer af borgerne
Det pædagogiske arbejde bygger på en respektfuld tilgang til den enkelte og tilgangen vil altid være individuel. Det betyder, at der stilles individuelle krav til en borger, der følges op individuelt, og formålet er, at udvikle borgerens ressourcer optimalt. 

De opgaver og de funktioner som den enkelt bliver stillet undervejs, matcher det ordinære arbejdsmarked. På de enkelte værksteder arbejder de ansatte med at afklare hvilke funktioner, arbejdsstillinger og arbejdsbelastninger, den pågældende kan varetage. På baggrund af erfaringerne fra arbejdet drøftes det hvilke typer af erhverv og jobfunktioner, som kan matche borgerens kompetencer.

På baggrund af et forløb på RCA udarbejdes dokumentation som danner udgangspunkt for borgerens videre forløb.

_____________________

Fakta om Ressourcecenter Aalborg (RCA/VIA)

RCA/VIA er organiseret under Jobcenter Aalborg i Aalborg Kommunes Familie- og Beskæftigelsesforvaltning.

RCA tilbyder følgende

  • Udviklings- og afklaringsforløb
  • Fysioterapeutisk træningsforløb
  • Særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb for unge under 30 år
  • Praktikforløb for personer på ledighedsydelse
  • Forløb for personer med autismespektrum forstyrrelser
  • Nytteaktivering mv.

Hvilke kompetencer og egenskaber er i fokus?

De ansatte har til opgave at beskrive, vurdere og udvikle borgernes ressourcer og evt. barrierer. Det som de særligt har fokus på er:

  • Faglige, praktiske og personlige kompetencer i relation til arbejdsmarkedet
  • Sociale kompetencer i relation til arbejdsmarkedet
  • Borgerens eget perspektiv på arbejdsmarkedet
  • Materielle forhold og netværk med relevans for arbejdsmarkedet
  • Helbredsmæssige forhold i relation til arbejdsmarkedet